Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
515
af Mænd havde bredere Skuldre og sundere Sjæle; men
det var historiske Sværmere, hvem Nationalfølelsen,
Kærligheden til Fortiden, dens Tro og dens
Indretninger, havde gjort blinde for alt det
Berettigede og Store i det foregaaende Aarhundredes
nedbrydende Kritik - Geijer og det om ham sig dannende
gøtiske Forbund i Upsala, til hvilket Tegner sluttede
sig uden at gaa ind hverken paa Forbundets religiøse
eller dets politiske Tilbøjeligheder og Lærdomme.
Det Hedenskab, Tegner fandt i sin Natur, sugede
en dobbelt Næring af hans tidligste Studier,
først af Forholdet til den nordiske Oldtid, saa af
Sysselsættelsen med den antike Poesi.
I et Brev fra 1825 skriver han: «Et vist
Sjælsfrændskab med vore t barbariske Forfædre, som
ingen Kultur kan udslette, drev mig stadigt tilbage
til deres groteske, men storartede Former.» Hvad han
mente med dette Sjælsfrændskab oplyses af talrige
spredte Udtalelser i Breve og Digte. Han tænkte for
det Første paa Nordboens Hang til Selvraadighed og
Trods mod højere Magter, der hos ham hyppigst viste
sig som udæskende Væsen og som Lyst til at angribe
blot for at føle sin egen Kraft; dernæst tænkte han
paa det hos de Gamle fremtrædende Hang til Tungsind,
der hos ham aabenbarede sig ikke i en Jamren som
Romantikernes, men i en alvorsfuld og stundom mørk
Grundstemning, som efter hans 40de Aar fik saa rigelig
Næring, at den udartede til Livslede og voldsomt
udbrydende Menneskeforagt. Det er hin Selvraadighed,
Tegner vil skildre, hvor han i Gerda lader Absalon
sige, at endnu den Dag idag kommer ingen Nordens
Søn let fra Jætten i sit eget Bryst, denne Jætte,
som pukker paa Selvstændighed og knurrer mod Himlen,
og det er dette Tungsind, Tegner har søgt at male
ved et tilsvarende Udtryk af den græske Myte, naar
han kalder Hypokondrien for den gamle Titan, der
stedse paany rører sig i hans Bryst. Han har søgt
sig Sindbilleder for kæmpestærk Naturmagt paa den
ene Side, for indre Uro under Trykket af kæmpestor
Tyngde paa den anden, snart hos Nordboer, snart
hos Grækere. Begge Mytologier løber sammen for hans
Fantasi, naar han i et Digt om Jåtten lader denne,
der bor dybt under Jorden i Bjergsalene og hvis eneste
Glæde Tilintetgørelsen er, haane og trodse Guderne
i Udtryk, der minder om Goethes
Prometheus:
33*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
