Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
518 Esaias
Tegner
vand i Helikons begejstrende Kilde», og med en
lignende Vending udtrykker han samme Tanke i sine
sidste Leveaar (1840) i Anledning af et Bind Digte
af en adelig Venindes Datter; han vilde, siger han,
gerne beundre dem om ikke for Forfatterindens saa dog
for hendes Moders Skyld, men «den megen Gudelighed
forekommer mig stakkels Hedning altid lidt sygelig
og grumset.»
Stik modsat den gængse Manér (særligt gængse hos Mænd
med kristeligt Embed) gennem Tilsløring, Oversalvning
eller lignende at udviske de ukristelige Træk i Qe
store moderne Aands-heltes Aasyn, nedlægger da ogsaa
Tegner ved enhver forekommende Anledning Indsigelse
mod Forsøgene paa at redde dem for Kirken. Hans
aabne, grundærlige Natur var straks paa sin Post mod
det fromme Bedrag. Adlersparre har anført det Brev,
Tegner sendte ham som Kvittering for Modtagelsen af
hans Byrons monolog:
«Jeg takker dig for din Byron .... Det Ejendommelige
i dette mangefarvede og vidunderlige Gemyt synes mig
i det Hele baade rigtigt og poetisk opfattet. Ikkun
det religiøse Element hos ham synes mig noget
fortegnet. Byron var, ligesom Goethe, en ædel
Hedning. Det fromme Sind, som hører til al Religion,
idetmindste til den kristne, savnede han: det var en
verdslig Tro, Kærlighed og Forhaabning, som levede i
ham. Men saaledes er Forholdet for det Meste ogsaa hos
vore saakaldte gudelige Poeter, siden Religiøsiteten
igen er kommen paa Mode og Sanggudinderne viser sig
i - Messesærk. Jeg foragter al Slags Koketteri, det
være med Kristendom eller Geni eller Kniplinger; og
jeg regner Byron det til Gode, at han, som alle bedre
Naturer, forsmaaede dette Gøgl og denne Kirkeparade
med Følelser, som han ikke havde. Men det vilde maaske
ej have skadet, om netop dette var blevet antydet. Dog
- dette er Smaating. »*)
Naar Tegner saaledes nærede en vis Uvilje mod den
moderne religiøse Poesi, saa laa det for en stor Del
i, at Poesien i og for sig allerede syntes ham en Magt
af religiøs Natur. Den højeste Begejstring forekom ham
at være Religionens og Poesiens fælles Kendemærke, og
Retningen mod det Ideale burde efter hans Opfattelse
hverken i Digtningen eller i Virkeligheden stille
sig fjendtligt mod Livet i dets brede, menneskelige
Fylde. I
*) Tegner: E. S. I, 207, 354. II, 437. I, 378.
Adlersparre: Anteck-ninger om bortgångne samtida,
S. 27.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
