Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
520 Esaias
Tegner
fastholdt en overnaturlig Aabenbaring, skriver han
i Aaret 1821: «Dine Anskuelser om Religionen synes
mig baade skønne og rigtige, forsaavidt jeg nemlig
kan fatte dem. Hvad imidlertid den Mening angaar,
at en særegen Aabenbaring, f. Eks. Kristendommen,
skulde være teoretisk nødvendig for det menneskelige
Sind, saa kunde derom vel nogen Tvivl finde
Sted. Dersom den Splid i Bevidstheden, som netop
gennem Fornuftgranskning kommer for Dagen, ikke
har kunnet bringes til Enhed og Harmoni ved nogen
anden Religionsform end Kristendommen, saa bliver
det vanskeligt at forklare, hvorfor den højeste Grad
af menneskelig Udvikling, Slægtens egenlige Jubelaar
baade i Norden og i Syden, falder inden Kristendommens
Navn endnu er nævnt. Lad os takke Gud for at vor
Tro er bedre, renere end de gamles, men lad os ikke
glemme, at Menneskehedens Adelsfortegnelse er skreven
fuld af hedenske Navne* (E. S. II, 7).
Den Synsmaade, at den højeste menneskelige Storhed er
naaet udenfor Kristendommen i Oldtiden, indeholder
stiltiende, at den ogsaa i senere Tider kan naas,
ja sandsynligst naas, hvor Menneskenaturen ikke paa
middelalderlig Vis er først knækket, saa oprejst,
og hvor Menneskefornuften ikke med Rettroenhedens
Forsagelse først har frasagt sig Ledelsen, saa atter
besteget sin Trone ved Dogmatikens Støttestav, men
hvor det hele Menneskevæsen har aabenbaret sig ubrudt
og helstøbt som i Antiken.
Vi skal straks se Eksempler paa, hvor kraftigt,
ja hvor skærende denne Overbevisning røber sig hos
Tegner. Men først maa vi dvæle et Øjeblik ved den
Grundopfattelse af Forholdet mellem Kristeligt
og Hedensk, som ligger bagved. Det er den, at
Kristendommen ikke er en Aabenbaring i kirkelig
Forstand, ikke en Nyskabelse eller en ny Begyndelse,
men det naturlige historiske Udviklingsresultat af
givne Forudsætninger i Fortiden. Han har hævdet denne
Anskuelse under mange Udtryksformer, men ingensteds
mere utilsløret end som Biskop paa Præstemødet i
Vexiø 1836, den offenlige Lejlighed, hvor han efter
de Samtidiges enstemmige Vidnesbyrd optraadte med
størst biskoppelig Myndighed og i Aandsoverlegenhedens
fuldeste Glans. Der rettede han til sine Præster den
Formaning, at de ikke blot burde være hjemme i det
nye Testamente, men ogsaa fortrolige med det Sprog,
hvori det er skrevet og med dettes andre herlige
Mindesmærker, «de hellige Runer», der er skrevne deri,
og han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
