Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
523
at lian kommer til at betragte Gustav Adolf væsenligt
som en fheologia polemica eller som en Martyr for
Konkordieformlen, der vel neppe fortjener en saadan
Ære.» I Januar 1833 angiver han til en anden Ven
det omtrentlige Indhold af sin egen Tale saaledes:
«Det var, saavidt jeg mindes, nogle almindelige
Betragtninger over Betydningen af Gustav Adolfs sidste
Krig, der vel var religiøs, men ikke derfor teologisk,
over Begrebet Protestantisme i Almindelighed og
over hvorledes en Mand som Gustav Adolf ikke godt
kan tænkes som Martyr for Konkordiebogen eller
for nogle mere eller mindre rimelige Skoledogmer,
hvormed de Skriftlærde til alle Tider har spillet
Boldt indbyrdes.» Han vilde altsaa for enhver Pris
have den berømte Konges rent menneskelige, rent
græske Storhed hævdet og fastslaaet. Men Aarene gik
hen og Tegner gik fremad saavel i historisk Indsigt
som i Sjælekundskab. Den samme Foreteelse, som vi
iagttog ved hans Opfattelse af Luther, gentager
sig her; hvad han paa Forhaand har antaget om
Rettroenhedens Helt ud fra Synspunkter hentede fra
den oldgræske Aand, viser sig at have været urigtigt
og vilkaarligt. Fem Aar efter hine anførte Ytringer
skriver Tegner til Beskow om Gustav Adolf: «Til nu
gældende verdensborgerlige Ideer har han vel neppe
hævet sig; som Forløber for en ny Tidsalder tænkte
han sig neppe. Den Tænkefrihed, han kæmpede for, var
ikke andet end Samvittighedsfrihed, og det er meget
tvetydigt, om Protestantismen nogensinde viste sig for
ham fra nogen anden Side end den teologiske alene.**)
Forøget Granskning har atter her ført den ærlige
Tænker til at opgive den engang indtagne Stilling. Men
denne gentagne Tilbagevigen fra et dumdristigt og
dog med Lidenskab hævdet Forsøg paa at finde det
Rentmenneskelige, Hedenskstore, Helstøbtgræske i
alle Helte, selv i dem, om hvis Pander Rettroenheden
havde slaaet sin Ring, før Tegner kunde faa sin fri
græske Laurbærkrans anbragt om dem, røber noksom,
hvor kraftigt en klassisk Humanisme var trængt ind
gennem alle Porer i Digterens Sjæl.
Han var begyndt med at sværme for det
Ridderligt-Æven-tyrlige, for det Trodsige, det Aabne,
for Æren blot som saadan, selv med dens Glimmer og
Flitter. I dette Sværmeri, som aldrig
*) S. S. II, 219. E. S. II, 274. I, 358.
II, 161,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
