Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
534 Esaias
Tegner
ung Mand, der gik ud paa at gøre sin Lykke, vilde
slaa sig paa Oppositionens Side*)-
Det var disse gærende Anskuelser, der afklarede og
sigtede bødes Offenligheden i Tegners akademiske Tale
ved Prins Oskars Formæling 1823 - en ædel Vin i et
slebet Krystal.
Det var ikke den første offenlige Lejlighed, ved
hvilken Tegner udtalte politiske Anskuelser. I hans
Reformationstale, der dog mere var af literær end af
politisk Beskaffenhed, havde han blandt Andet om den
Frihedens Genius, han skildrede som vandrende gennem
Historien, sagt: «Det skræmmer mig ikke, at der er
Blod paa hans Hænder; thi jeg véd hvis Blod det er;»
han havde betegnet det Tvistemaal, der splittede den
politiske Verden, saaledes, at Spørgsmaalet i Grunden
var det om Staten skulde være en Dannelsesskole for
Menneskeheden eller en Neger-plantage med Millioner
Slaver og en eneste Herre med dennes Underfogder;
han havde, for det Tilfælde, at Reaktionen virkelig
skulde sejre i Europa (ganske som samtidigt Byron)
henpeget til Amerika, hvor Solen, som her gik ned,
da vilde gaa op for en lykkeligere Verden, den,
hvorhen Europa allerede havde sendt saa mange af
sine bedste Forhaabninger, og hvorhen det da vilde
flytte sine Husguder, ligesom Æneas bragte sine
fra det faldende Troja til Italiens Kyster. Det var
kække Tanker og et dristigt Sprog for det Herrens
Aar 1817. Nu, 6 Aar senere, udtalte Tegner sig i
samme Aand, men med fuldstændigt Maade-hold og saa
besindigt, at han tilsyneladende snarere mægler
Fred mellem de to kæmpende Lejre end tager Parti
i Striden. Han skildrer den ulykkelige Spænding,
der i Europa stiller Fyrsterne og deres Folk som
Fjender mod hinanden med Haanden om Sværdet, begge
oppebiende, hvem der vil slaa først. Hvilke er,
spørger han, vel de konstitutionelle Lærdomme, man
saa heftigt bestrider som revolutionære? De bestaar,
svarer han, kun deri, at man fordrer en Tilstand,
som hverken giver Konge eller Folk hele Magten,
hverken er Voldsherredømme eller Anarki, men som deler
Magten mellem Folket og Suverænen. Og nu fordrer
han for Folkets Vedkommende Ministeransvarlighed,
Lighed for Loven, Skattebevillingsret, parlamentarisk
Repræsentation, Afskaffelsen af alle unødvendige
Samfundsforrettigheder, kort sagt det almindelige
oppositionelle Program i det liberale Europa>
li) E. S. I, 140. II, 235.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
