Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
539
at den franske Nationalaand «i mange Tilfælde er mere
beslægtet med Grækernes, end Tyskerne og deres Aber
siden Lessings Tid har villet erkende *).» Og heri
ligger det ogsaa, at han ikke paa Skrømt, men i fuldt
Alvor, i trofast Vedhængen ved Gustav den Bdies Mænd
har kunnet sige: «I Sammenligning med dem er vi M^et
Andet end Barbarer.»
Hans beundrende Holdning overfor Leopold under det
hvasse Angreb paa Fosforismen erindrer levende,
ja slaaende om Byrons samtidige Sværmeri for Pope
og lidenskabelige Ringeagt for Sø-skolen. Den
havde tildels beslægtede Aarsager: Trofasthed mod
Barndomsindtryk, Modsigelseslyst, Forkærlighed for
det Forstan-digtklare og den romanske Talekunst,
men var dog endnu dybere begrundet i det Forhold til
det gamle Hellas og til de franske Studier efter
Antiken, som ikke findes hos Byron, men betegner
Tegner. Byrons Kunst gik ud paa at give Lidenskaben
et Organ; Tegner vilde som de Gamle, at Lidenskaben
skulde iklædes en streng Anstand for ikke at virke
sygeligt. Han havde aldrig holdt af Virkeligheden,
netop lige saa lidt som han holdt af Metafysiken;
han elskede den forædlede Form. De indre Spaltninger,
han fattede som Opgaver for Kunsten, var ikke dybe,
han ønskede i Grunden ikke nogen heftigere Kamp mellem
Legeme og Sjæl, mellem Attraa og Tilstand, Pligt og
Lykke o. s. v. fremstillet i Digtekunsten end den, som
lod sig forene med Sundhedens Ligevægtsholdning. Alle
disse Instinkter nærmede ham til den gamle Skole og
fjernede ham fra den ny.
Saaledes kom han efter flere Aars Usikkerhed til at
erklære den aaben Krig. Hans første Udfald mod den
foreligger, om jeg ikke fejler, i hans Digt over Elof
Tegner (1815), og hvor dybt Skolens Vanart da laa
ham paa Hjerte, kan ses deraf, at han mindedes den
under Sorgen over sin Broders Død. Her forekommer
allerede cle skarpe Ord (om Dagens taageformede
og marvløse Muse, som spøger om i Maaneskinnet
med Abstraktionens Træsværd ved Siden og Sydens
Bjældekaabe om Skuldrene), som Tegner ordret gentog
i sin Reformationstale. I denne betoner han kun
bestemtere sit literære Standpunkt som lige fjernt
fra «det 18de Aarhundredes hjerteløse Oplysning og
det 19de Aar-
*) S. S. II, 425. Jeg selv har etsteds (ligesom Tegner
en Smule paa Trods) sagt det Samme uden dengang at
vide, at jeg havde nogen Forgænger. Hovedstrømninger L
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
