Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
544 Esaias
Tegner
en kunstig Mekanisme lød som Musik i Tyrannens
Øre. Heiberg endelig lader halvt i Spøg, halvt for
Alvor sin Digter i En Sjæl efter Døden synge, at hvis
han var god, vilde han digte slet, men da han er slet,
har han skrevet gode Digte; thi det rører ham dybest,
der er nægtet ham selv. Alle disse Opfattelser stemmer
overens i at udlede Digtningen fra en Længsel, et
Savn, en Pinsel, kort sagt af en Mangel eller Smerte.
Tegner udleder den af Sundheden selv.
Fosforisterne havde efter god romantisk Skik ført
Poesien tilbage til Længsel efter det tabte Eden,
evigt nagende Hjemve i Sjælen. Deres Poesi var i sit
Væsen vemodigtklagende. Hos Atterbom som hos Tieck
udtrykker den elegiske Stemning sig i naturfilosofiske
Sindbilleder; hos Stagnelius, Sverigs Novalis, er
den af mere hemmelighedsfuid-katolsk Natur, og hos
de yngre Romantikere gik den over til en halvt from,
halvt forelsket Maaneskins-smægten.
Denne Grundstemning maatte nødvendigvis forekomme
Tegner i højeste Grad unaturlig og unational. Hans
Breve vrimler ogsaa af Udfald mod den. «Jeg kan ikke
skjule min Fortrydelse over den sygelige og skæve
Anskuelse af Livet, som Fosforisterne foruden anden
Usselhed vil paatvinge os. Jeg raaber med Børjesson:
I’Jesu Navn! hvad Graad i Salen vide?
Vort mandigtskønne Sprog er dog for godt til at
gøres til en Omskrivning af O! og Ak! og Poesien er
dog ikke for andre end nervesvage Sjæle en hysterisk
Krampe, en Længsel, der lig udlevede Hunde tærer paa
sig selv. Ethvert mandigt Sind maa væmmes ved denne
Forrykthed .... Det Sentimentale har jeg hele mit
Liv igennem hadet dødeligt. De moderne Jeremiader er
ligesaa forskellige fra en poetisk Sjæls Klager som et
Dødsbo fra en Tragedie*. I et andet Brev hedder det:
«Ingenting er mig saa modbydeligt som dette evige
Litani om Livets Kval; det tilhører Virkeligheden
og ikke Poesien. Er ikke Poesien Livets Sundhed, er
ikke Sangen Menneskehedens Jubel, som den frembryder
med Mod af friske Lunger?> Og denne Vending er hos
Tegner ikke Udtryk for en øjeblikkelig Stemning,
den kommer atter og atter uforandret tilbage som
en Begrebsbestemmelse. I Anledning af Stagnelius’s
Martyrerne skriver han tre Aar senere:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
