Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
545
«Det fosforistiske Taareperseri ... er her gaaet over
til Karikatur. Det er jo ubegribeligt, at Poesien,
som ikke er andet end Livets Sundhed, skal antage en
saa feberagtig Form og sminke sig med hektisk Rødme
paa de friske, runde Kinder», og samme Aar udfører
han i samme Anledning, harmfuld over at se den hele
svenske Literatur «fuld af Taarekrukker, der drypper
i Maane-skinnet», sin Grundtanke videre i disse raske
Træk: «Det har altid forekommet mig, som om Poesien
ikke var andet end et vel organiseret Livs Sundhed,
en Leg, foranlediget af overstrømmende aandelige
Livskræfter, et Glædesspring udover Hverdagslivets
Grænser; men en Poesi, som begynder med Kighoste,
slutter gerne med Brystsyge**). Udtrykket Leg som
Begrebsbestemmelse af Kunstens Væsen og Noget i
Tankens hele Vending minder ganske vist stærkt
om Schillers æstetiske Lærdomme og om hans Vers:
«Alvorligt Livet er, men Kunsten glad»; dog i sin
hele Formning og Tendens er denne korte Poetik
ubetinget Tegnérsk. Hos Schiller gaar den ud fra
en idealistisk Kunst-filosofi, hos Tegner fra et
sprudlende Temperament; hos Schiller er dens Braad
vendt mod Kotsebue’s flove Skuespil, hos Tegner mod
Kotzebues sværmeriske Dødsfjender.
Begrebsbestemmelsen fik digterisk Skikkelse og
melodisk Form i det skønne, overmodige Digt Sangen,
der ligefrem fremkaldtes ved et vemodigt Digt
med samme Titel af Grafstrom. Det indeholder den
Tegnérske Poesis Program: Til Klage har Skjalden
ingen Grund, ud af Edens Have er han aldrig bleven
drevet. Med himmelsk Glæde favner han Livet som en
Brud; thi Sangen er ikke en evig Længsel, men en
evig Sejr. Uopløselig Mislyd kender han ikke til,
thi selv hans Suk er melodisk og af Digtergaven øser
han en Sundhedsdrik, som læger alle Vunder:
Den gyllne lyran skall ej klinga om q val, dem
sjelf jag diktat har, ty skalaens sorger åro inga,
och sangens himmel evig klar.
Det var en haard og bitter Nemesis, at den, som
i Aaret 1819 havde Livskraft og Overmod nok til at
skrive disse Linier, kun 6-7 Aar efter skulde omtrent
forstumme som Digter efter at have nedskrevet det
mest skærende fortvivlede Digt i svensk
*) E. S. II, 34, 361. I, 144, 178.
G. Brandes: Samlede Skrifter. III.
35
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
