Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
567
i Livet er blot et andet Navn for Forbedring. Borgen
derfor er Døden. I . begge Henseender er Kristus dens
største Repræsentant. Men Enhver, som gennem Lære,
Liv og Død foranlediger til Forbedring, forsoner
forsaavidt det staar til ham. Der har, som Romerne
sagde, levet tapre Mænd før Agamemnon. At anse
Forsoningen for noget længst afsluttet er urimeligt
... Al anden Forsoning end den, jeg selv iværksætter,
er kun middelbar, idetmindste her i Livet.» Dette er
Meningen med Balders-præstens Ord i Frithiof:
De doda sonas vid Alfaders gudabarm, den lefvandes
forsoning år i eget brost.
Og om selve den her anførte sidste Sang i Frithiof,
Forsoningen kaldet, siger Digteren endelig, at den
«turde fortjene nogen Opmærksomhed, som indeholdende
hans personlige Anskuelse af Asalæren og dens egenlige
Livsprincip, Myten om Balder»*).
I Asalæren var denne Forsoningslære nok neppe
Midtpunktet, men dens Værd for Tegner bragte ham
til at finde den udtrykt der som overalt. Det kunde
ikke undgaas, at de Rettroende blandt hans Samtidige
erklærede Forsoningen, som han opfattede den, for
altfor lidet dyb og for mere græsk end paulinsk; jeg
for min Del vilde kun henlede Opmærksomheden paa, at
naar Forsoningen hos ham ikke er saa gennemgribende,
som mangen Læser af religiøse Grunde havde ønsket,
saa ligger det i, at heller ikke Skyld og Brøde hos
ham optræder i gennemgribende Former, men som lettere
Gennemgangsmislyd.
Især i tre Hovedpunkter er da Tegners Omformning
af Stoffet efter Datidens Krav iøjnefaldende, i
Fjernelsen a/ det for moderne Begreber Anstødelige,
i Udelukkelsen af dét for os
’ ^"^
^"^
^lÉI
Komiske eller Pudsige og i Undgaaen af
enhver afgørende Brøde for Helts og Heltindes
Vedkommende. Under Udførelsen af sit Værk kunde da
Digteren mangen Gang ikke lade være at spørge sig
selv, om det overhovedet var Umagen værd at behandle
et Oldtidsstof, naar Oldgranskningens og Digtekunstens
Krav ikke lod sig forene, men maatte indgaa uophørlige
Overenskomster. Hans Breve vrimler af Vidnesbyrd om
disse Tvivl. En af de
*) Se E. S. II, 8, 471. S. S. U, 405.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
