Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esaias Tegner
569
Hvor ubestrideligt rigtig Tegners Tanke end er,
at ingen Digter i Virkeligheden skildrer eller kan
skildre nogen anden Tid end sin egen og andre Idealer
end sine, saa er den Slutning han deraf drager dog
neppe ganske tilfredsstillende. Man kan ud fra hans
Forudsætninger ganske vist i Almindelighed slutte,
at megen historisk Digtnings Tid er forbi, særligt
dens, der uden Følelse af nogen Splid mellem Stof og
Behandling lod Fortidens Mennesker tale ganske som
Samtidens; men dette udelukker ikke, at en Digter,
hvis særegne Anlæg tiltales af en forgangen Tids
Væsen, kan optage den som Stof og stræbe saa* kraftigt
som muligt i sit Værk at udpræge de Egenskaber, som
dette Stof bringer med sig, til virkelig Stil, og at
forstærke den Kolorit, der svæver over det, til varm
og kraftig Steds- og Tids-farve. En saadan streng
Stilist vilde have undgaaet mange af de Pletter,
der nu skæmmer Foredraget hos Tegner; han vilde
f. Eks. ikke lade Frithiof i sin prægtige Vikingabalk
forbyde Kvinders Nærværelse ombord med en Brander om
at «gropen på kind år den falskaste grop» (Smilehullet
er den falskeste Grube). Jeg tror derfor ikke, at den
almindelige kritiske Stemning har taget Fejl, naar den
hos Tegner og hans Samtidige Oehlenschlager i deres
Behandling af det gamle Norden snarere har følt sig
forstyrret af altfor moderne end af altfor gammeldags
Elementer. Dog herpaa ligger der liden Vægt. Tegners
Selvbedømmelse bliver derfor ikke mindre fængslende,
især ved de Paralleler, han i Samtidens Kunst .finder
til sit eget Værk. Han nævner her to Digternavne,
og hvad han siger om begge er i høj Grad dygtigt og
selvstændigt tænkt.
Den ene af disse Digtere er Goethe, det vil sige som
Ifigema’s Digter. Tegner sammenstiller Vanskeligheden
for en Moderne ved at holde den gammelnordiske
Tone med den ved at holde den gamle græske. «Se paa
Goethes Ifigenial Hvem beundrer ikke her den skønne,
simple, ædelt hellenske Form? Og ligefuldt, hvem har
nogensinde følt sit Indre varmet af dette Stenbilled
. . . Ingen levende Aand er indblæst i denne Næse,
de stirrende Øjne ser paa mig uden Liv, der banker
intet Hjerte under den græsk rundede Marmorbarm. Det
hele er en Fejltagelse, uendelig meget skønnere end
Frithiof, men udført efter samme Kunstprincip.»
Hvor føler man ikke i dette Udsagn den Trang til
en digterisk Fremstilling af Tidsalderens eget
Liv, som stedse forblev brændende hos Tegner, som
bl. A. foranledigede hans Beundring for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
