Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
578
Esaias Tegner
begynder at forstaa Menneskefrygten. «Og dog er
dette ikke min eneste, ikke engang min største
Bekymring. Jeg har havt og har andre. Men Natten tier
og Graven er stum; deres Søster Sorgen bør gøre som
de.»
29de December. «Ak! det gamle Aar! hvad jeg i det
har lidt, véd Ingen, om ikke maaske Protokolføreren
ovenover Skyerne. Men jeg er det Aar forbunden. Det
har været mørkere, men ogsaa alvorligere end alle
de andre tilsammen. Jeg har paa egen Bekostning
lært, hvad et Menneskehjerte kan udholde uden
at briste, og hvad Kraft Gud har nedlagt under
den venstre Brystvorte paa en Mand. Som sagt,
jeg er det Aar forbunden; thi det har gjort mig
rig paa hvad der er den menneskelige Visdoms,
den menneskelige Selvstændigheds egenlige staaende
Grundsum, - en kraftig, dybtrodfæstet Menneskeforagt,
naturligvis med nogle faa Undtagelser for et og andet
Individs Vedkommende .... Min indre Natur gaar ud
af Krisen som en Bjørn af Hien, udmagret og måttet,
men Gudskelov! med Bjørnesenerne i Behold, og lidt
efter lidt gror der vel Kød paa dem. Det forekommer
mig, at min gamle barbarisk-titaniske Natur med de
«laadne Arme» stedse mere gnider Søvnen af Øjnene;
jeg haaber der endnu kan vokse nogen Vin paa mit
forbrændte og forstenede Hjertes Vulkan.»
Januar 1826. «Hvad du skriver om Menneskeforagt er
sandt og skønt og menneskeligt Ak! jeg véd altfor vel,
at disse Følelser er ubehagelige, er det maaske mere
for en Nar som mig end for de fleste. Jeg tror ikke
at Nogen nærer dem frivilligt . . . Menneskeforagt
har mange Grader. Du foragter f. Eks. mangen En for
hans Mangel paa Aandsevner, men den Foragt kan endnu
give sig Luft i Latter, det er en rolig, saa at sige
betragtende Følelse. Men naar man er tvungen til
at foragte et Menneskes Karakter, især et saadants,
som har været eller er En kær, saa erfarer man det
Bitreste, Livet har at give; da er det ikke underligt,
om en aaben og brændende Sjæl vender sig med Væmmelse
fra den falske, hyklende Slægt og lukker sig inde, saa
godt som han kan, i sit eget Hjertes Eneboerhytte.»
Nervesystemets Pirrelighed under ham ikke Ro
hverken Dag eller Nat. «Mit Sind er ukristeligt;
thi det har ingen Sabbat. I Almindelighed tænker
jeg, at min Sygdom stammer mindre fra Underlivet
end fra Livet. Mineralvand kan jeg i denne Sommer
ikke drikke. Men gives der ikke et Mineralvand,
der hedder Lethed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
