Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
594 Esaias
Tegner
lagt i Lund. Helgonabacken, forblev ufuldført og
kun Brudstykket Gerda er tilbage deraf. Den lyriske
Begejstrings, det bevingede Sangmods Tid var forbi
for Tegner, for bestandig forbi; Troen paa Fremtiden
og Fremskridtet, der er Livsmodets Grundvold, var
druknet i Livslede og Tungsind og Menneskeforagt. Men
Tegner havde en Evne endnu i Behold, et Talent, som
hidtil havde været underordnet det lyriske Sving og
den frembringende Fantasi, men som nu, da denne sank
tilbage i U frugtbarhed, frigjorde sig og udviklede
sig selvstændigt. Det var den digteriske Talekunsts
Gave, den, jeg ovenfor begyndte med at fremstille som
sideordnet den frie type-dannende Indbildningskraft
hos Tegner. Det var maaske tillige den eneste Evne,
der kunde drage Fordel af en gejstlig \7irksomhed
og som, ogsaa naar den udfoldedes kraftigst, kunde
stemme overens med det biskoppelige Skrud.
Jeg har i det Foregaaende paavist, hvor inderligt
Tegners Heltedyrkelse og hans Gave til Frembringelsen
af hvad han selv kalder «lyriske» Skikkelser stod
i Forbindelse med hele det svenske Folks lyriske
Hang. Men denne anden Evne hos Tegner stemmede ligesaa
mærkværdigt overens med Grundegenskaber hos det Folk,
til hvis Talsmand han syntes skabt. Den svenske Nation
har i Sammenligning med de to andre skandinaviske
Stammer en særegen Gave til at repræsentere. Svensken
ynder hvad der tager sig ud, og forstaar bedre
end Danske og Nordmænd at faa Noget til at tage sig
ud. Derfor har det svenske Folk i Sæder, i Omgangsliv,
i Tale mere Form og tillige mere Formvæsen end de
øvrige Skandinaver. Den Svenske forekommer sine
Naboer højtideligt høflig; Sproget er det allerede,
idet det mangler Tiltaleordet De og saaledes støder
alle Forhold mellem Mand og Mand ud i Yderligheder,
der ingen Mellemting indrømmer mellem det at være
en Broder og det at være en Titel for hinanden;
og denne Mangel i Sproget er ingen tilfældig; den
vilde længst være bleven af hjulpen, dersom ikke de
højtidelige Høflighedsformer havde stemt med et vist
nationalt Begreb om Værdighed og Anstand, Tegner,
der bedømte sit Folk med Strenghed, skriver etsteds:
Lik Don Ranudo helst i purpurlappar plår Svensken
skyla naken fattigdom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
