Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér (1782–1846)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
596 Esaias
Tegner
Talen Vid magisterpromotionen, i Lund 1829. Dens
Slutningsord kender Alle, men den fortjener at læses
helt, gennemtrængt som den er af mild Vemod og af en
faderlig Kærlighed til de Unge, mellem hvilke Tegner
selv havde en Søn. Al Bitterheden i hans Hjerte er
her opløst i forsagende Mildhed:
Glånsande syner år det: jag har sett dem, jag ock,
i min ungdom, ack! men for litet af dem blef verkligt.
Fortrollade oar skimrade åfven for mig; min blick var
på ledande stjerner, hånden på rodret alltjemt, och
jag bredde hvart segel i vinden. Men når jag nalkades
bast, då veko de oarna undan, vika mig undan ånnu allt
långre och långre i vester, stanna ej innan de nått
nedgående solen, och der forst ankrar den simmande
Arkipelag - han ankrar i grafven.
Som man véd, havde lundske Studenter
indbudt Oehlenschlager til at overvære denne
Magisterudnævnelse, og Tegner, der erfor det,
besluttet at benytte Lejligheden til at kranse
Oehlenschlager med en af de for Dagens Magistre
bestemte Laurbærkranse. En svensk Tanke! En Dansk
havde manglet den Ynde og den ydre Anstand, der
udfordredes til at gøre Sligt. En poetisk Tanke! Thi
den simple Krans, som skænkedes Enhver af de unge
Kandidater, havde, naar den gaves til en Fremmed,
i og for sig ikke engang saa megen Betydning som
en Udnævnelse til Æres-Doktor, men blev netop
derved et stort og smukt Sindbillede, idet den
lagdes om Oehlenschlagers Pande. Endelig en ædel,
uforfængelig Digters Tanke! Saa fremmed var Tegner
for enhver overdreven Stræben efter Anerkendelse,
at det faldt ham ganske naturligt og let at kranse
en Anden som sin Overmand. Æren bør imidlertid ved
en saadan Lejlighed sikkert nok saa meget falde
tilbage paa den, der rækker Kransen, som paa den,
der modtager den, eller rettere: Kransen bliver (som
paa Rietschels bekendte Gruppe af Goethe og Schiller
i Weimar) i dette Tilfælde ligeligt begges.
Vil man nu have en Bekræftelse af hvad jeg sagde om
de Svenskes Sans for offenlige Fester, da kan man
læse hvad Oehlenschlager i sit Levned har skrevet om
denne Begivenhed:
Næste Dag forkyndte den dybe, stærke Klokkeklang
fra den ærværdige Domkirke Højtiden. Toget gik i
følgende Orden til Kirken. Først tvende smaa nydelige
hvidklædte Pigebørn med nedhængende Lokker, som bar
Kurve med Laurbærkranse; saa de unge Lærde parvis,
der skulde kreeres til Magistre. Nu banede Pedellerne
med Sølvsceptre i Hænderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
