Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svenske Personligheder - Verner v. Heidenstam (f. 1859)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
668 Verner
v. Heidenstam
at gengive med en sand Rigdom paa betegnende
Træk og med en Sikkerhed, der forskønner uden at
forvanske.
Mesterlige Lejrbilleder, baade fra svensk og russisk
Side, giver den lille fantasirige Digtning, som
betitles Marodørernes Dronning. Med slaaende Sandhed
fremtræder Peter den Stores Skikkelse i sin halvt
brutale, halvt joviale Kraft i Slutnings-Novellen
Fangen. Højst velgørende virker i adskillige af de
Fortællinger, som skildrer de i Rusland forsprængte
svenske Soldaters Forhold til indfødte Mænd og Kvinder
rundt om i Landet, Forfatterens muntre Humor. I
Halvtredsindstyve Aar efter raader saaledes det
lyseste Lune, skønt Fortællingens Kærne er alvorlig
nok.
Ikke saa heldig er Heidenstam, hvor han som i
Historien om Mazepa slaar ind paa den sindbilledlige
Fremstillingsmaade; det lykkes ikke ret at faa den
bulgariske Biskops Skikkelse til at smælte sammen med
Dødens, selv om der gives ham et Dødningeskals-Hoved
og han sættes paa én mager Hest. Yderst sjældent har
man Indtrykket af, at en Ytring eller Vending hører
Forfatteren og ikke Tidsalderen til, saa den klinger
falsk som altfor moderne. Saaledes naar der lægges
Karl XII de Ord i Munden: «Mit Folk er for lille til
at bygge et stort Rige, men stort nok til at bj^gge
store Mennesker.» I Almindelighed kan det siges,
at Karl XII fra Top til Taa og i alle sine Forhold
til Mennesker og til Skæbnen er tegnet med usvigelig
historisk Sans. Lige tydeligt fremtræder det Element
af Højhed og det Element af Galskab, som laa i hans
Natur. Vittigt har Heidenstam ladet en af Karls Mænd,
en Holstener, der kritiserer ham, sammenstille ham
med Dronning Christina og betegne dem som to Alen af
ét Stykke. Samme Tysker kalder i sit gebrokne Sprog
Konich Garolus et lille svensk Demi-Geni, som drager
ud i Verden og slaar paa Tromme og paraderer og gør
Fiasko. «I Svenskere!» udraaber han, «Sprængrider en
Mand sine Heste og lader Folk og Rige massakreres,
han er dog renhjertet og supremus blandt Alle, bare
hans Blod er for trægt for amourer. Aa, lad mig være,
jeg kender renhjertede Heroer, som har været trofast
forliebte i to, tre forskellige Jomfruer eller Fruer
i en og samme Uge.»
Heidenstam har i denne første Del forsmaaet at vise
os Karl som Sejrherre og Triumfator; ingen Steds ses
han i ubetinget gunstig eller smigrende Belysning. Men
netop derved gør Skikkelsen et saa betagende Indtryk
af Liv. Sin hele Kraft har Digteren sat ind paa
Slagbilledet Paltava med Sammenbruddet af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
