Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svenske Personligheder - Ellen Key (f. 1849)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
706
Ellen Key
foregrebet, skønt han dør hundrede Aar, før Nietzsche
fødes, og ligner ham Pokkers lidt, og ligedan hos
Amiel, der dør uden nogensinde at have hørt den tyske
Tænkers Navn. Det er ikke ti Aar siden, man i Upsala
ikke vilde høre en Forelæsning om Nietzsche og i
Helsingfors ikke trykke en Afhandling om Nietzsche,
fordi Ingen den Gang kendte Navnet; nu allerede
nævnes det i Sverig i Tide og Utide. Naar det anføres
saa hyppigt af Ellen Key, sker det imidlertid i en
ganske bestemt Hensigt, den samme, der gør at hun
saa jævnligt kommer tilbage til Almquists Navn. Hun
er overbevist om, at Almquist er gaaet i Glemme i
sit Fødeland og at ikke ti Mennesker i Sverig har
læst Nietzsches Bøger. Hun mener, at det skrivende
Folk citerer ham som Per Degn citerer sit Latin,
og hun lader derfor de Navne, hun elsker, ringe for
sine Landsmænds Øren.
Særhederne er det Underordnede hos Ellen Key. De
anfægter ikke hendes rige Menneskelighed. Den
ytrer sig først som levende Natursans. Der findes i
Samtalerne paa Jagtslottet beundringsværdige Steder
om den svenske Natur. Etsteds hedder det f. Eks.:
«Man maa for at faa denne Natur til at synge for sig
(som Liljefors) bygge og bo i den, leve som Jæger,
Fisker eller Skovens Dyr. Man maa tale med Dage
og Nætter, med Sol og Maane, med Taage og Sne,
med Jord og Vand. Man maa blive Ven af al Slags
Lys og al Slags Mørke, det blaa Mørke og det sorte,
det graa og det grønne . . . høre alle Røster, ogsaa
Græssets, Mossets, Insekternes, se Lyset og Skyggen
først lege Tagfat og dernæst høre dem bekende deres
Kærlighed til hinanden. Og saa lade alt dette synke
sagte ned i Sjælen, gemmes der, glemmes der, lade
det blive ubevidst og derpaa atter kæmpe sig frem
til Bevidsthed under den naturlige Udvælgelses Strid
mellem de ulige Indtryk!»
Hendes Menneskelighed viser sig dernæst i det fulde
Blik for Menneskevæsnets Forskelligheder. Hun
begriber hele Afstanden mellem dem, som ser en
Mængde Farve-Afskygninger paa Bladene af en Rose,
og dem, som kun kan skelne Farverne paa en Plakat;
dem, der hører Halvtoner i Poppelbladenes Raslen,
og dem, der kun opfatter Tonerne fra et Posthorn,
Hun hører selv til de Udkaarne; hun elsker Folket og
hun afskyr den fine Pøbel.
Alt, hvad hun siger om menneskeligt Følelsesliv,
er sundt cg fint. Hendes talrige Overvejelser af
Kunstens Væsen og Be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
