Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indledning
9
kan blive ved uden Fare for at blive en slap og
vellystig Narcissus. Og endnu et Træk: Aladdin er
Geniet, og med den guddommeligt begavede Aands hele
ophøjede Dristighed støder Oehlenschlager Faustfiguren
fra Tronen, gør Faust til en Nureddin og lader denne
Faust ende som en Wagner. Jeg tilbageholder ethvert
Udbrud af min næsten uindskrænkede Beundring for
dette Digt og fortsætter kun min Tankegang. Aladdin
er Geniet, men hvad Art Geni? Hvad er det for
Genier, paa hvilke dette Billede passer? Paa Aander
maaske som Oehlenschlager selv eller som hans
Samtidige Lamartine, men visselig ikke paa Aander
som Leonardo, som Michelangelo, som Shakespeare,
Beethoven, Goethe og Schiller, Byron og Hugo,
allermindst paa Napoleon, hvis samtidige Skæbne
har bidraget sit til at forme Aladdin. Thi Geniet
er ikke den geniale Lediggænger, men den geniale
Arbejder, og de medfødte Gaver er kun Værktøjet,
ikke Værket. Saa følger Figurer som Oehlenschlagers
nordiske Helteskikkelser, Hakon, Palnatoke, Axel,
Hagbarth, Idealer af Kraft og Kærlighed, der uden
at være frembragte med en saadan Fantasiens Styrke,
at de bliver antike, dog staar Samtiden altfor fjernt
til at have et virkeligt Forhold til den. I al deres
Skønhed er de for uvirkelige og forædlede til mere
end ufuldkomment at afspejle den Tid, i hvilken de
blev til, og deres praktiske Virkning paa Sindene er
allerede derved stærkt begrænset, at de jo forkynder
sig som Fortids-Idealer. Det er ikke den moderne
Tids Sjæls-indhold, som i dem bliver formet; med
Bevidsthed skrues Sjæleskildringen tilbage og en
Udrensning af alt egenligt og utvetydigt Moderne
forsøges. Det er lærerigt at sammenligne dem med
Heltene paa et samtidigt Teater, Victor Hugos. Disse
staar maaske poetisk tilbage. Men man føler stærkere
Pustet af en ny Tid, naar man ser Victor Hugos ud
af Folket grebne Helt eller Heltinde skride over
Scenen. Derfor blev ogsaa Hugos Tragedier allesammen
forbudte af den bestaaende Regering, noget som
aldrig er hændet nogen dansk, en Ejendommelighed,
man kan udlægge efter sine Sympatier enten som
Tegn paa vor Poesis rent digteriske eller som Tegn
paa dens rent virkelighedsløse Væsen. Endnu ganske
anderledes ujordiske, ja saa at sige blodløse bliver
Typerne i en Literaturgruppe, der slutter sig til
Oehlenschlagers dramatiske Arbejder og behandler
vor Middelalder, efter at hine havde behandlet vor
Oldtid. Jeg mener Ingemanns Romaner. Den Livserfaring
og det Livsstudium, hvorpaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
