Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - III. Werther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
Emigrantliteraturen
vil enhver Regel, man sige hvad man vil, ødelægge
den sande Naturfølelse og det sande Udtryk for den.»
I dette Werthers Had til de udenfra givne Regler
ligger ogsaa hans AfslvV for alle Kunstudtrykkene
paa Skønhedens Omraade som paa Samfundets. Derfor
skærer Werther Tænder af Forbitrelse, naar Fyrsten,
som har lidt Skønhedssans, i Samtale med ham om Kunst,
overfor Werthers personlige Udbrud lige med et i den
bedste Mening plumper ud med et eller andet stemplet
æstetisk Kunstord; derfor oprøres han i Samtalerne
med Albert over det færdige Register af Samfundsdomme,
denne har til sin Raadighed: «Hvor-for, udraaber han,
maa dog I Mennesker, naar I taler om en Sag, straks
udbryde: det er dumt, det er klogt, det er godt, det
er ondt! Hvad vil det altsarnmen sige? Har i derved
udforsket Handlingens indre Forhold, de Aarsager,
hvorfor den skete, hvorfor den maatte ske? Havde
I det, saa vilde I ikke være saa hastige med Eders
Domme.» Derfor oprøres han over Gesandtens Pedanteri,
naar denne retter smaalig Stil i hans Em-bedsbreve;
derfor ønsker han al Landsens Ulykke over den
teologiske Blaastrømpe, der har ladet de smukke
Nøddetræer i Præste-gaardshaven hugge om; derfor
saares han med ét Ord dybere end fornuftigt er af
al død Lærdoms anmassende Paastande, af alt livløst
og højtideligt Formvæsen, alle Samfunds-Rangfølgens
Fordringer paa Underordning og Lydighed.
Han tyer da til Børnene, som er «hans Hjerte nærmest
paa Jorden» og til de Udannede, hvem sande Følelser og
sande Lidenskaber giver en Skønhed, Intet i hans Øjne
kan overtræffe. Han behøver da ogsaa kun at sidde og
iagttage Pigerne, som henter Vand ved Brønden, for at
mindes Patriarkernes Dage, Rebekka og Eliezer, og kun
selv at koge sine Sukkerærter for at leve i Minderne
om hin homeriske Tid, da Penelopes overmodige Friere
selv slagtede og stegte deres Føde. Naturen fortryller
og henriver ham. Naar han ikke er kristen; naar han,
som han udtrykker sig, ikke hører til dem, som er
givne Sønnen, fordi hans Hjerte siger ham, at Faderen
vil beholde ham for sig selv, da beror dette paa,
at Faderen for ham er Naturen, og Naturen, hans Gud.
Hvorhen han vender sig, støder han i Samfundet an,
forstandigt ordnet som det er ved kolde og stivnede
Regler. Han udvises paa den mest krænkende Maade af
et fornemt Selskab, blot fordi han, intet anende,
skønt borgerlig er bleven staaende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
