Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - III. Werther - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Werther
41
klærede alle Baner aabne for Talentet, og da man saa
en fransk Værtshusholders Søn bestige Neapels Trone
og en forhenværende Grenader gribe Sverigs Scepter
og bemægtige sig Norges.
Der er Bebudelsens og den uklare Uros Higen i
Werther. Uhyre Omvæltninger ligger mellem ham og den
næste store franske Type, René. I René er Bebudelsens
Poesi afløst af Skuffelsens. Istedenfor Utilfredsheden
før de store Sammenbrud er traadt Utilfredsstillelsen
efter. Alle hine Kæmpe-Omvæltninger havde ikke
formaaet at bringe Menneskeaandens Krav og de ydre
Forhold i Samklang med hinanden. Kampen for den
Enkeltes Menneskeret syntes kun at ville føre til
nye Magthaveres Volds-herredømme. Saa møder vi da
paany i Literaturen Tidsalderens unge Mand. Hvor er
han forandret! Al Friskhed er veget fra hans Lød, al
Barnlighed veget fra hans Sind; hans Pande er rynket,
hans Liv er ørkesløst, hans Haand er knyttet. Udstødt
af et Samfund, som han forbander, fordi han ikke i det
kan finde sin Plads, ser vi ham flakke om i den nye
Verden, i Urskovene blandt vilde Folkestammer. Et nyt
Element er indtraadt i hans Sjæl, som ikke fandtes i
Werthers: Melankolien. Atter og atter kommer Werther
netop tilbage til, at Intet er ham en saadan Pest som
ondt Lune og Mismod; Werther er ulykkelig, men ikke
melankolsk. René derimod er fortabt i en ørkesløs
Kval, hvorover han ikke kan blive Herre. Han er
tungsindig og Menneskehader. Han danner Overgangen
fra Goethes Werther til Byron’s Giaur og Korsar.
IV
Chateaubriand hører ikke som Goethe til Fredens
Mænd. Der stod en Tilintetgørelsens Stjerne over
hans Vugge; der er intet Aar imellem hans Fødsel
og Napoleon Bonapartes, og hin Sværdtids mørke og
grusomme Aand fornemmes i hans Skrifter og har meddelt
dem en egen vild Poesi.
Men, kunde man indvende, har han da virkelig noget
tilfælles med Rousseau og Goethe, har han virkelig
lært Noget af dem? Jeg anser det for godtgjort, at
ikke blot han men hele hin Tidsalder var dannet af
de Bøger, vi nys har gennemgaaet kritisk. Der lader
sig føre en Art Bevis herfor: Etsteds, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
