Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Emigrantliteraturen
han ingen Støtte og Fører finder, da ligger det i,
at det er ham, som er Manden, og dannet til Fører
og Støtte for andre svagere Aander. Saa følger han
Kaldet; han ser, at Tiden til at drømme og til at
tvivle er forbi og Tiden til at handle kommen. Han
gaar ud af Krisen ikke som Werther ved et Selvmord,
men ved en Beslutning og med en forhøjet Følelse af
sig selv. Dog Geniet er altid en Forbandelse paa
samme Tid som en Velsignelse. Selv de største, de
mest harmonisk anlagte Naturer har i hele Tidsrum af
deres Liv følt Forbandelsen, det rummer og medfører. I
René har Chateaubriand kun fremstilt hin Forbandelse;
hans egen Organisation og hans Forhold til sin Tids
Ideer foraarsagede i Forening, at Genialiteten,
som han kendte den, kun stod for ham som en Kilde
til ensom Kval og til vild egenkærlig Nydelse, der
altid medførte Følelsen af sin Tomhed og Intethed.
Chateaubriand, som indleder det 19de Aarhundredes
religiøse Reaktion, havde ingen Tro, ingen
Grebethed, ingen Selvhengivelse til en Idé. Det
forrige Aarhundredes Tanker begyndte netop da at
fordunkles, at tage sig ud som Vildfarelser; det
nittende Aarhundredes store Ideer var endnu ikke
indvundne ad videnskabelig Vej, og Chateaubriand
formaaede ikke, anlagt som han var og stillet som han
var, at foregribe dem med et Seerblik. Saaledes blev
han Reaktionens Fører, Katolicismens og Bourbonernes
Ridder. Med den i Genialiteten liggende Drift til
at gribe Tidsalderens historiske Tanke, men uden
Geniets sikre Anelse om dens Væsen og Tro paa dens
Sejr, greb han de Tanker, som det foreløbige Omslag i
Sympatier og Stemninger bragte for Lyset og hævdede
dem med Stædighed, med pragtfuld, men ogsaa ofte
hul Veltalenhed, med store Evner, men uden Varme
og uden den Art Overbevisning, der gennemtrænger
Personligheden og gør den til Ideens begejstrede
og utrættelige Organ. Medens Voltaire med al sin
Uro og alle sine Fejl førte sit Livs Kamp frisk,
usvækket og uovervindelig til det Sidste, fordi
han intet Øjeblik vaklede i Troen paa Sandheden af
sine Ideer, fortæredes Chateaubriand af en uafbrudt
Livslede. Vantro og Menneskeforagt. Kun paa ét Punkt
brød han en ny Bane: som Digter, særlig som Kolorist,
og derfor har han ogsaa kun i sin Ungdoms digteriske
Stræben følt sig tilfreds og indadtil lønnet. Men for
ham som Digter er atter ingen Skikkelse lykkedes som
René’s, o: som Fremstillingen af den aandelige Type,
hvortil han selv hørte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
