Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
René
53
en lille Verden, der i formindsket Maalestok afspejler
hele den store. Lige saa mange Individer, lige saa
mange Spejle, i hvilke Verdensaltet opfanges. Men
paa samme Tid som Tanken saaledes har faaet Mod til
at forstaa, ikke stykkevis men paa en Alt omfattende
Maade, er Evnen ikke vokset med Modet, og nu som før
raver Menneskeheden i det uendelige Mørke. Paa de
gamle Spørgsmaal, hvorfor Mennesket fødes, hvorfor
det lever, hvad det Hele fører til, synes Svaret,
forsaavidt man skelner det, utilfredsstillende og
nedslaaende, et pessimistisk Svar. Tidligere fødtes
Mennesket ind i en bestemt uanfægtet Trosbekendelse,
der dikterede ham sikre, ad overnaturlig Vej
erhvervede, trøstende og forjættende Svar. I det
attende Aarhundrede, da Trosbekendelserne var opgivne,
fødtes Aanderne ind i en næsten ligesaa dogmatisk
og i ethvert Tilfælde ligesaa begejstrende Tro paa
Civilisationens da herskende Tanker, paa Oplysningens
frelsende Magt, og man levede i Forjættelserne om den
Lykke og Harmoni, der vilde udbrede sig over Jorden,
naar Filosofernes Overbevisning først var trængt
igennem. Nu ved Begyndelsen af det 19de Aarhundrede
var ogsaa denne Tillid undergravet; Historiens Lære
syntes den, at ogsaa denne Vej førte til Intet, og
Forvirringen i Sindene var ligesaa stor som i en Hær,
der midt under et Slag faar pludselig Gontraordre. De
Aander, der leder Bevægelsen ind i de gamle religiøse
Spor, staar ikke en Gang selv mere paa de gamle
Trossamfunds Standpunkt; de har selv faa Aar forud
været Voltairianere eller Tilhængere af Rousseaus
Deisme; hos dem alle er den nye Religiøsitet tilkæmpet
eller tilræsonneret. Deri ligger det, at den aandelige
Bevægelse hos de Skribenter, der indleder det nye
Aarhundrede, er saa hæmmet og saa stækket. Alfred
de Musset har gengivet det Indtryk, de gør, ved
et træffende Billede: Evigheden, siger han, ligner
en stor Ørnerede, ud fra hvilken Aarhundrederne som
Ørneunger flyver for hvert efter sin Tur at gennemfare
Altet. Nu er det vort, som er kommet til Redens Rand;
det stirrer ud, men man har klippet dets Vinger,
og det venter Døden, skuende ud i det uendelige Rum,
ud i hvilket det ikke formaar at svinge sig.
4.*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
