Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - V. Sénancour, Obermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
Emigrantliteraturen
har maattet passe paa Tiden, hvor ivrigt han
har maattet benytte Lejligheden og Øjeblikket,
hvor mange Gange han har staaet i Begreb med at
opgive det Hele, hvor mange Anfald af Haabløs-hed
og Modløshed han har besejret, blot for at naa dette
ringe Maal; det ringeste levendefødte Værk indbefatter
titusinde Triumfer. Og hvilken Sammenknytning af
Omstændigheder udfordres ikke for at det saa ikke
dør lige efter Fødselen! Ligesaa mange som for en
levende Organisme. Værket maa finde ligesom et aabent
Sted, i hvilket det passer ind, Interessen derfor maa
ikke krydses af andre stærkere Interesser, Strømmen
maa ikke gaa i modsat Retning, Talentet maa ikke
overstraales af et større Talent. Det maa ikke minde
om noget Tidligere, det maa end ikke ved et Tilfælde
ligne noget Andet, og det maa dog paa en eller anden
Maade knytte sig til noget allerede Bekendt og følge
en Vej, der allerede er banet. Det maa endelig komme
i den rette Belysning. Der er Værker, som uden at
være blødagtige bliver blødagtige i Belysning af en
samtidig Begivenhed eller samtidig Frembringelse. Der
er Værker, som bliver gammeldags, Værker, som bliver
fattige og ligesom blege.
Obermann vil som Forfatter neppe komme til at henhøre
til en anden Klasse af Skribenter end Sénancour, dem,
for hvem Hemmeligheden ved at trænge igennem er som
en Art Trolddom.
Hans Breve indeholder en alsidig Fremstilling af hans
Sjæleliv og Sjælehistorie. Den sidste er sammentrængt
i disse Ord: «Ak, hvor Mennesket er stort saalænge det
er uerfarent, hvor det vilde være rigt og frugtbart,
hvis ikke Næstens kolde Blik og Uretfærdighedens
kolde Vindpust udtørrede vort Hjerte. Je£ trængte til
Lykke. Jeg var skabt til at lide. Hvem kender ikke de
mørke Dage henimod Vinterens Komme, paa hvilke selve
Morgenen bringer en Fortætning af Taagerne og kun
begyndei at sprede Lys ved nogle mørke Linier af en
brændende Farve paa de samnienhobede Skyer. Tænk paa
hint Taageslør, hine orkanagtige Vindstød, hint blege
Skær, denne Piben genneir Træerne, der giver efter
og skælver, hin lange Tuden, hvii sønderrivende Lyd
ligner rædsomme Klager: det var mit Liv* Morgen. Ved
Middagstid koldere og stadigere Storme, henimoc Aften
tættere Mørke, og Menneskets Dag er tilende.*
For en Natur med saa tungt et Sind er hele det ordned«
Liv utaalelig! Det vanskeligste og pinligste Tidsskel
i enhve: ung Mands Liv. Tidspunktet, paa hvilket han
skal vælge ei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
