Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - V. Sénancour, Obermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Obermann
63
Natur havde Chateaubriand landflygtig flakket om,
og dens Præg tog han med sig. I Bjergnaturens øde
Tavshed og Stumhed er Obermann paa sin Plads.
Udenfor Livet, der hvor Livet glipper, føler han sig
hjemme. Kan han da holde Livet ud? Eller vil det gaa
ham som Werther, at han en Dag kaster det fra sig?
Han gør det ikke, han søger sin Styrke i en stor
Beslutning; én Gang for alle giver han Afkald paa
Nydelse og Lykke. «Lad os,» siger han, «betragte alt
det som betj’dningsløst, der forsvinder og forgaar,
lad os i \rerdens store Spil søge en bedre Lod. Af
vore kraftige Beslutninger alene vil maaske en eller
anden Virkning vedvare.* Han vil da vedblive at leve,
men naar han beslutter sig til ikke trodsigt at lægge
Haand paa sig selv, saa er det ikke af Ydmyghed,
men i Kraft af en endnu højere Trods. "Mennesket er
forgængeligt,» siger han, «det kan være, men lad os
gaa tilgrunde under Modstand, og hvis det store Intet
er os forbeholdt, lad os da ikke handle saaledes,
at dette kan synes en Retfærdighed.’)
Men længe varer det, inden Obermann kommer til denne
Ro. Mange lidenskabelige Indlæg leverer han til Fordel
for Berettigelsen af Selvmord, og man maa ikke undres
over dette, thi Selvmords-Farsoten i Literaturen
er endnu et af de Kendetegn, jeg har omtalt paa
Individets Løsgivelse. Det er en af Formerne, den
fornegtende og den grundigste, for Personlighedens
Frigørelse og Løsrivelse fra hele den Samfundsorden,
i hvilken den fødtes ind. Man betænke ogsaa, hvad
Agtelse for Menneskelivet hine Tider kunde fremkalde,
i hvilke Napoleon aarlig ofrede sin Ærgerrighed
Blodofre i tusindvis. «Det er en Forbrydelse,»
siger Obermann, «det hører jeg overalt, at forlade
Livet; men de samme Sofister, der forbyder mig Døden,
udsætter mig for den eller sender mig i den. Det er
en Hæder at give Afkald paa Livet, naar Livet er godt;
det er Retfærdighed at dræbe Den, som vil leve, og den
samme Død, som det er Pligt at søge, naar man frygter
den, den skulde det være en Forbrydelse at tilføje
sig selv, naar man ønsker den. Under tusinde Paaskud,
snart spidsfindige, snart latterlige, leger I med
min Tilværelse, og jeg alene skulde ingen Rettigheder
have over mig selv! Naar jeg elsker Livet, skal jeg
foragte det; naar jeg er lykkelig, sender I mig i
Døden, og naar jeg vil dø, forbyder I mig det og
paa-byrder mig et Liv, som jeg afskyr.*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
