Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
Emigrantliteraturen
blaa Kjole og den gule Ves viger for vor triste,
farveløse sorte Dragt og dens Ligfarver.
Men den Flamme, som her forlader Manden, næres hos
Kvinden. Adolphe er Kvindernes Werther. Den nye Tids
Lidenskab og Tungsind har her gjort endnu et Skridt;
Melankolien har fra Manden af udbredt sig til det
andet Køn. I Werther var Manden den, som elsker,
føler, harmes og fortvivler; Kvinden staar der i
Sammenligning med ham sund, fast og uanfægtet, til
Gengæld en Smule kold og ubetydelig. Nu er det hendes
Tur, nu er det hende, som elsker og fortvivler. Hist
var det hende, som føjede sig efter den givne Orden,
her er det ham. Det er da den selvsamme Kamp, som
Werther kæmper i sin Kærligheds Navn, der i Adolphe
føres af Eleonore, og med ligesaa tragisk Udgang,
Man overdriver neppe, naar man betegner denne Roman
som det første Forbillede for en hel efterfølgende
Literatur, de sjæleundersøgende Studier. Det er
Behandlingsmaaden af det Erotiske, som her er
ny. Langt borte i det Fjerne øjnes her den Tid,
da Amor som i Voltaires Poesier fremstilledes i
Skikkelse af det elskværdige Barn, vi alle kender
fra Thorvaldsens Bas-reliefer. For Voltaire var Amor
Fornøjelsens Gud. Les ris, les jeax et les plaisirs
var hans Ledsagere. For Rousseau er han Lidenskabens
Gud. Hos Goethe skildres han endnu langt mindre som
en velgørende Dæmon; man forstaar vel, naar man læser
Goethe, hvad Schopenhauer mente, da han skrev, at
Amor, overalt forfølgende sin egen Vilje, intet Hensyn
tager til de Enkeltes Ulykker. I Faust, den nye Tids
første Digt, er Amor forvandlet fra et skalkagtigt
Barn til en stor Forbryder. Faust forfører Margrethe
og forlader hende, og Gretchen’s Kærlighedshistorie
bliver Døden for hendes Moder, hendes Broder, hendes
Barn og hende selv. Thi hun, den skyldfri og elskelige
Pige, dræber sin Moder ved den Sovedrik, hun indgiver
hende for at Faust kan besøge hende om Natten; Faust
og Mefistofeles i Forening støder hendes Broder ned,
da han vil hævne Søsterens Ære; af Frygt for Skammen
dræber Gretchen sit nyfødte Barn; saa kastes hun
i Fængsel og saa bliver hun halshugget. Goethes
Lidenskab for det Sande har her bragt ham til at
give et andet Billede af Amor end det, paa hvilket
han ses som Drengen i Gratiernes Rosenkrans. Og ikke
blot i sine Følger, men i sit Væsen er Kærligheden
hos Goethe skæbnesvanger og skæbnebestemt. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
