Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adolphe
89
Den kraftige, prometheusagtige Slægt, som Goethe selv
tilhørte, havde frembragt sin kraftige Type i Faust,
den udviklede Mand, den fuldstændigt udstyrede Aand,
der efter at have endt sin Skolegang gennem Studierne,
efter at have gennempløjet alle Videnskaber, paa
Højden af sin Manddomsalder føler en Tomhed i sit
Hjerte, en Tørst efter Ungdom, Friskhed og Naivetet,
kaster sig ud i Livet og forelsker sig i et Barn. Det
er hendes Enfold og Uskyld, som overvinder og beruser
ham og som han vil rive til sig.
Den ulykkelige Slægt af Hjemløse og Forviste,
paa én Gang Gamle og Unge, Troende og Vantro,
som Constant tilhører, afspejler sig i en Type
som Adolphe, der forsøgt i Grublerier, men et rent
Barn i Alder og Erfaring, i Elskoven søger stærke
Sansninger og rystende Indtryk, Kundskab til Livet,
til Lidenskaberne og til Kvindehjertet, Kampe og
Farer at bestaa, en Overlegenhed med ét Ord hos
Kvinden. En saadan Overlegenhed frembyder den helt
unge Pige ikke, der er opvokset under sin Moders
Øjne i et borgerligt Hus. Den Triumf at vinde hende,
tilfredsstiller ikke. Men ved denne Overlegenhed i Aar
og Erfaring paa Kvindens Side skifter hele Følelsen
og hele Forholdet Karakter. Lidenskaben synes, idet
den sammenknytter to hinanden saa ulige Væsener, at
være noget mindre Ordnet, mindre Regelret og mindre
Lykkeligt men mere Forbigaaende end Elskoven ellers
syntes at være som Samfundsmagt. Den lader sig her
ikke mere forveksle med Forspillet til et borgerligt
Bryllup. Den synes at opstaa under visse Betingelser,
naar to, paa en vis bestemt Maade sammensatte Væseners
Baner kommer til at
<.Der gives nuomstimder i Drama og Roman ikke Andet
end Kvinden paa 30 Aar, som bliver 40 Aar imorgen. Hun
alene kan elske, hun alene kan lide. Hun er saa
meget mere dramatisk, som hun ikke har Tid til at
vente. Hvad vil I, at vi skal kunne gøre ud af en
lille Pige, som ikke kan andet end græde, elske,
sukke, smile, haabe, skælve? Kvinden paa 30 Aar
græder ikke, hun hulker; hun sukker ikke, hun hyler;
hun elsker ikke, hun fortærer; hun smiler ikke,
hun skriger; hun drømmer ikke, hun handler! Det er
Dramaet, det er Romanen, det er Livet. Saaledes taler,
handler og svarer vore store Skuespilforfattere og
vore berømte Fortællere, s.
Den fine, aandfulde Fru Emil e de Girardin tog Balzac
i Forsvar og sagde meget rigtigt: «Er det Ralzac’s
Skyld, at Trediveaarsalderen nutildags er Kærlighedens
Alder? Balzac er nødt til at male Lidenskaben, hvor
han linder den. og nutildags finder man den ikke i
et Hjerte paa 16 Aar.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
