Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Emigrantliteraturen
Kvindens Optræden i Literaturen som Aand,
som Bevidsthed, er derfor saa at sige kun det
første Skridt til hendes Optræden som genial
Personlighed. Allerede ses Fru de Staéls Turhan
fremglimtende i Horisonten. Den samme Kvinde, som
først bliver delagtig i Mandens Lidenskaber og Kampe,
bliver snart delagtig i hans Snille og hans Hæder. En
kort Stund endnu, og Kampen følges af Triumfen,
og den samme Kvinde, der bukker under som Eleonore,
krones som Corinna paa Capitol.
Tilbage staar kun at gøre Rede for Finheden af
Sjæleforskningen i Adolphe og at vise til hvilket
Resultat den fører. Adolphe begynder, som alt antydet,
med det Indtryk af Eleonore: dette er en Erobring,
som er mig værdig, og han indbilder sig som kold
Iagttager at kunne gøre Studiet af Eleonores Karakter
for i Ro og Mag at lægge sin Slagplan; men snart
kommer han, hvis Modtagelighed netop er ligesaa
stor som hans Selvkærlighed, under en Trolddom,
der helt betager ham og som i den Grad forøger
hans naturlige Undselighed, at han umuligt kan faa
Mod til den Elskovserklæring, som han har lovet sin
Forfængelighed hurtigt nt faa gjort. Han skriver, men
Eleonore afviser og flyr ham. Denne hendes Modstand og
Kulde fremkalder hos ham en Underkastelse og en Ømhed,
der snart gaar over til en Art Dyrkelse. Saaledes
var Eleonore aldrig bleven elsket, thi hvormegen sand
Hengivenhed hendes Beskytter end havde. vist hende,
var der dog en Afskygning af Overlegenhed i hans
Væsen overfor hende. Han kunde have indgaaet en
hæder-ligere Forbindelse end denne. Han sagde det
vel ikke; men det, der ikke siges, har Gyldighed
ligefuldt. Derfor er det Ære-frygten hos Adolphe,
som fra først af fortryller Eleonore. Hun hengiver
sig, og han bliver som svimmel af Henrykkelse og
Lykke. Det første Skaar i Henrykkelsen gøres derved,
at Eleonore, da Greven har forladt Byen paa nogen Tid,
ikke mere kan afse Adolphe, end ikke nogle Timer. Vil
han forlade hende, søger hun at holde ham tilbage;
gaar han, spørger hun, naar han kommer igen. Først
føler han sig smigret og lykkelig ved en saa grænseløs
Hengivenhed; men snart er hans Tid saaledes optagen,
at han ikke har en Time, hvorover han er Herre. Han
maa afslaa ethvert selskabeligt Forslag, der gøres
ham, afbryde alle sine Bekendtskaber. Han føler vel
ikke dette som et Tab, men han vilde have foretrukket
ikke at skulle indfinde sig paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
