Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Emigrantliteraturen
Tøflen, og disse Ytringer fortolkes. Han, som ikke
kan modstaa en Taare; sætter en Ære i overalt at tale
med Haardhed og Foragt om Kvinderne.
Andre har lidt den Ulykke at elske uden at elskes
igen; han lider den modsatte, at elskes uden længere
at elske. Saameget han bestræber sig for at vise ret
megen Glæde hver Gang han ser Eleonore, gennemskuer
hun ham dog, og det kommer til en af disse frygtelige
Scener, af hvilke Fru de Stael beredte Constant saa
mange, i hvilken Eleonores stormfulde Sjæl giver
sig Luft med en Bitterhed, som ligner Hadets. Men
Omgivelserne stræber at fjerne Eleonore. Adolphes
Fader vil ikke, at hans Søn skal spilde sin Ungdom
paa dette Forhold, og en simpel Ridderligbedsfølelse
bringer da Adolphe til at flygte med hende. De
tilbringer nogen Tid i en blid Sindstilstand, som
ligner Kærlighed. Eleonore bringer nye Ofre, som det
er Adolphe en Pine at modtage. Snart lider hun under
det, ikke at blive elsket, som Adolphe under det,
ikke at elske, snart beruser hun sig saaledes i sin
Kærlighed, at hun ser den dobbelt og antager den for
gensidig. De lever begge som i en Slags Erindring
om deres fordums Lykke, der er stærk nok til, at
Adskillelsen kan synes dem smertelig, ja utænkelig,
men for svag til at Samlivet kan være dem til nogen
Glæde. De ømme, men dog matte Ord, med hvilke Adolphe
nu bevidner Eleonore sin Kærlighed, ligner de blege
farveløse Blade, som endnu kan skyde frem paa Grenene
af et rodhugget Træ.
Saaledes gør han ikke engang Den lykkelig, der gør ham
saa ulykkelig. Hver Gang hun tror at have vundet nye
Rettigheder, føler han sig lagt i nye Lænker. Hendes
Lidenskabelighed gør deres Samliv til et stadigt
Uvejr. I en Biografi af Constant staar disse Ord:
«Det Aar havde Constant det godt, Fru de Stael var
i Rusland.*
Eleonore arver sin Fader og trænger ikke mere til
Adolphes Beskyttelse. Verden mistænker ham nu endog
for at drage Fordel af deres Venskab, og man hader
ham, fordi han forspilder hendes Rygte ved altid at
ses i hendes Nærhed, medens han selvfølgelig ikke
kan forklare, at det er hende, som ikke kan leve uden
ham.
Hans Liv løber bort mellem hans Fingre; han holder
ingen af de Løfter, hans Ungdom har givet; thi som
det alle Vegne fra siges til ham, mellem ham og en
Fremtid i hvilkensomhelst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
