Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VIII. Fru de Staël, Delphine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fru de Stael
97
Ønske. Han synes at have været en at Datidens
almindelige nordiske Adelsmænd, yderst enfoldig,
halvdannet med gode Manerer, ødsel og spillesyg. Han
sympatiserede mærkværdigt nok med Revolutionen. Man
sagde om ham, at han aldrig vilde have opfundet
Tillavningen af en Ret Kartofler, endsige Krudtet. Han
var dobbelt saa gammel som sin Brud.
Umiddelbart før Revolutionens Udbrud udgav Fru de
Stael sin første Bog Breve om Rousseaus Skrifter,
der er en Lovtale og et Forsvar. I Slutningen af
det tredje Brev søger hun at sammenflette Rousseaus
Hæder med sin Faders, der lige da var sat i Spidsen
for Frankrigs Regering; i Slutningen af det fjerde
Brev hilser hun med ungdommelig Varme Indkaldelsen
af Stænderne og udtaler det Haab, at det vil lykkes
den store franske Nation ad den rolige Oplysnings,
ad Fornuftens og Fredens Vej at opnaa de Goder, som
andre Folkeslag kun har erhvervet gennem Strømme
af Blod. Hun anraaber Folket om at sætte sin Ære
i ikke at overskride det Maal, som Alle er enige
om at man maa naa, og hun slutter i en Henvendelse
til Rousseau med en Klage over, at han ikke oplevede
det ærefrygtindgydende Skuespil som forestaar, ikke
le ved-e længe nok til med Raad og Daad at opmuntre
Necker «der fortjente at have en Dommer, en Beundrer,
en Medborger som ham».
Revolutionen brød ud, den lod sig ikke stanse paa
Vejen ved hendes Forhaabningers og Ønskers Grænse:
en Forfatning efter engelsk Mønster. Snart var
Necker fordrevet; men hans Datter blev i Paris og
frelste under Rædselsherredømmet. beskyttet af sin
Mands Stilling, mangt et uskyldigt Offer. Ved Hjælp
af den dristige Tysker Justus Erich Bollmann reddede
hun sin daværende Elsker, der var i Livsfare. Det var
Narbonne, den tidligere Krigsminister, som Bollmann
i September 1792 førte uskadt til London *). Hun
lagde endog samtidigt en Plan til den kongelige
Families Flugt. De Ledendes Had vendte sig imod
hende. Med Nød og neppe undslap hun den hævnlystne
Folkemængde. Ledsaget af sin Ven Montmorency, der
forfulgtes som Aristokrat og havde forklædt sig som
hendes Lakaj, flygtede hun til Goppet. Derefter rejste
hun til England og udgav der sit Forsvarsskrift for
Marie-Antoinette, hvem hun ikke kendte personligt,
men hvis Skæbne rørte hende dybt; det fulgtes kort
efter af hendes ved
*) Friedrich Kapp: Justus Erich Bollmann.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
