Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VIII. Fru de Staël, Delphine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
Emigrantliteraturen
forhold nødvendigvis maa føre til literære Nydannelser
og at det vilde være en Urimelighed, om det Samfund,
i hvilket den politiske Frihed var erobret, hun skulde
eje en af Regler lænkebunden Literatur. «Gid vi kunde
finde, udraaber hun i sin Ungdoms Hede, et filosofisk
System, en Begejstring for det Gode, en kraftig og
retfærdig Lovgivning, der for os kunde være hvad den
kristelige Religion har været for Fortiden!»
Skinsyg paa hendes begyndende Berømmelse,
agtpaagivende som Troens Ridder, var Chateaubriand
straks paa Spil og anmeldte hendes Bog. De andre
Kritikere havde spottet hendes Sværmeri for alt
Sørgmodigt og blandt andet forsøgt at slaa hende med
Grækerne, som jo ikke var tungsindige. Chateaubriand
benyttede Lejligheden til at slaa et Slag for
aabenbaret Religion. «Fru de Stael, siger han,
tilskriver Filosofien hvad jeg tilskriver Religionen.»
Og henvendende sig til hende fortsætter han: «Deres
Talent er kun halvt udviklet, Filosofien kvæler
det. De synes ikke at være lykkelig; men hvorledes
skulde Filosofien kunne raade Bod paa Sørgmodigheden
i Deres Sjæl? kan man frugtbargøre en Ørken med en
anden Ørken?» Og han udtømmer sig i Floskler.
Paa dette Tidspunkt blev den Modstand mod Bonaparte,
der for anden Gang skulde gøre hende landflygtig og
det for mere end et Aarti, den ledende Tanke i hendes
Liv. Hun havde jo efter det italienske Felttog troet
i ham at se Frihedens Beskytter, havde tilskrevet
ham begejstrede Breve og bevæget ham til at udslette
hendes Faders Navn af Emigrantlisten. Men i ham som
Førstekonsul saa hun kun «en Robespierre tilhest*,
og med Rette klagede Bonaparte over, at hun ophidsede
Hovederne imod ham.
Hendes tidligere Begejstring var nu blevet et
lidenskabeligt Had. Fra sin Dagligstue indlod hun
sig paa en formelig Krig imod ham. Hans Omgivelser,
hans Person, hans Optræden var den stadige Genstand
for hendes og Constants Satire. Hun var uudtømmelig
i sine Spottegloser over ham, over hans lille Krop
og store Hoved, hans Hovmod og Kejtethed; han var
den adels-gale Borger paa Tronen, altid opirret over
Kvindernes Salonvid, ude af Stand til at udtrykke
sig sammenhængende, kun veltalende, naar han sagde
Ukvemsord. Hans Geni var blot Charlatanen. Han var
ikke engang en Krigshelt; thi ved Marengo havde han
tabt Hovedet og ikke selv fundet nogen Udvej, før
Desaix indtraf paa Valpladsen. Der var i ham noget
til Grund liggende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
