Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - IX. Landsforvisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fru de Stael
117
talte. Alle Mennesker, som har kendt hende
personlig, har udtalt, at hendes Skrifter var Intet i
Sammenligning med hendes Samtalekunst. En af hendes
Kritikere ender en Anmeldelse saaledes: «Naar man
hører hende, er det umuligt ikke at bifalde hende;
hvis hun havde sagt dette og ikke skrevet det, havde
jeg aldrig kunnet kritisere hende* og en stor Dame
sagde om hende i Spøg: «Hvis jeg var Dronning, vilde
jeg befale Fru de Stael altid at tale til mig.» De
utallige mundlige Udsagn, der er opbevarede af hende,
giver trods deres døde Sort paa Hvidt en Forestilling
om det Oprindelige og Overraskende i hendes Maade at
tale paa. En Dag, da hun udlod sig om det Unaturlige i
de Ægteskaber, som stiftes af Forældrene, i Modsætning
til det ene Rette at lade den unge Pige vælge frit,
udbrød hun leende: «Jeg vilde tvinge min Datter til at
gifte sig af Kærlighed.* - En Dag da en af Napoleons
tjenstvillige Aander meddelte hende, at Kejseren
vilde udbetale hende de to Millioner, hendes Fader
havde givet den franske Bank i Forvaring, ifald han
var sikker paa, at hun holdt af ham, svarede hun:
«Jeg vidste nok, at man behøvede en Livsattest for
at hæve sine Penge, men ikke, at der udfordredes en
Kærlighedserklæring.*
Men bag denne Aandsnærværelse og denne Evne til med
Lethed at forme og udvortesgøre, som en selskabelig
Tidsalder udvikler, laa meget af det Inderlige og
Sjælfulde, som det 19de Aarhundrede har vurderet. Den
beundrede Borgfrue paa Coppet, den fejrede og
indtagende Verdensdame, var en Natur. Misforholdet til
Moderen havde, som alt berørt, tidlig avlet Tro paa
Menneskenaturen og Kærlighed til den i hendes Sind. En
Pligt, der ikke vejledte Naturen men bekæmpede
den, var hende en Gru. Allerede i sit Skrift om
Lidenskabernes Indflydelse stiller hun Lidenskaberne
i Forhold ikke til Begrebet Pligt men til Begrebet
Lykke, og undersøger den højere eller ringere Grad,
i hvilken de gør Indgreb i vor Lykke. Igennem Corinna
som Organ siger hun; «Intet er saa let som at paatage
sig en højst moralsk Mine, medens man fordømmer
alt Ædelt og Stort. Pligt-ideen .... kan gøres
til et Angrebsvaaben, som de Middel-maadigheder,
der er selvtilfredse i deres Middelmaadighed og
Indskrænkethed, bruger til at paabyde Begavelsen
Taushed og skille sig af med Begejstringen, Geniet,
kort sagt alle deres Fjender.*
Den Naturgrund i hende selv, som hun byggede paa,
var
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
