Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - IX. Landsforvisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Emigrantliteraturen
hun, skønt forfulgt og landflygtig, paa Coppet
herskede og virkede som en Dronning. Vi har i vor egen
Literatur Oehlenschlagers Beskrivelse af hans Besøg
hos Fru de Stael i Aaret 1808. Hvorvel Oehlenschlager
ikke synes at have havt nogen ret Forestilling om
den egenlige Sjælsstorhed hos den Kvinde, hvis Gæst
han var, beskriver han dog meget smukt sit Ophold
og sin Værtindes Person. «Hvor aandfuld, vittig og
elskværdig Fru de Stael var», siger han, «det véd
hele Verden; jeg har intet Fruentimmer kendt med
saameget Geni som hun, men derfor havde hun ogsaa
noget Mandigt i sit Væsen, var temmelig firskaaren
og havde et markeret Ansigt. Smuk var hun ikke,
men hendes brillante brune Øjne havde dog noget
meget Tiltrækkende, og det kvindelige Talent: at
vinde og med Finhed beherske og selskabeligt forene
Mænd af de forskelligste Karakterer, besad hun i
høj Grad. Ogsaa hendes Hjertes Tilbøjelighed var i
høj Grad kvindelig, det har hun bevist i Delphine og
Corinna. Rousseau har ikke skildret Forelskelsen med
mere Ild. Hvor hun kom, drog hun (de skønne, unge
Damers Tilstedeværelse uagtet) alle Mænd af Hoved
og Kundskaber i sin Nærhed. Betænker man endnu, at
hun var overordenlig rig, gæstfri og næsten hver Dag
gjorde prægtige Selskaber, saa undrer vist Ingen sig
over, at hun som en Dronning eller Fé drog Mændene
til sig i sit Trylleslot. Man skulde næsten tro,
at det var for at betegne dette Herredømme, at hun
altid sad og legede med en lille Løvkvist i Haanden
under Maaltidet. En saadan maatte Tjeneren hver Dag
lægge hen ved hendes Tallerken, thi den var hende
ligesaa uundværlig som Ske, Kniv og Gaffel.»
Enhver søgte til Coppet, som man et halvt Aarhundrede
før havde tyet til det lige i Nærheden liggende
Ferney. Thi her var det jo, at Voltaire ligesom Fru
de Stael landflygtig, bosat udenfor Frankrigs Grænse,
men saa nær denne Grænse som muligt, i sit Livs sidste
Tidsrum samlede Europas Ypperste omkring sig. Det har
noget Tiltrækkende for Fantasien at sammenligne den
Virksomhed, som ud straalede fra Oldingen i Ferney,
med den, der udgik fra Coppets Ejerinde. Tiden i
Ferney er i enhver Henseende den straalende Periode
i Voltaires Liv; fra Ferney af var det, at han
som Taalsomheds og Retfærdigheds Forkynder udførte
Bedrifter saa store, som de endnu aldrig var blevne
udøvede af nogen Privatmand, hvis eneste Vaaben var
en Pen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
