Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - X. Corinna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Corinna 131
Forhold til en Fader, hvem han tilbeder, som
Fru de Stael tilbad sin, og til hvis Skygge han
staar i det samme Afhængighedsforhold, hvori Søren
Kierkegaard stod til sin afdøde Faders; kun ét lader
Forfatterinden henstaa uforklaret hos en Person,
hvis moralske Mod er saa yderst ringe, og det er
hans Forvovenhed til at udsætte sit Liv. Kvindelige
Romanforfattere udruster næsten ufravigeligt deres
Helte med et Mod, der staar ligesom udskilt udenfor
Personligheden, paa samme Tid, som det i de moderne
Samfund især er Kvinderne,- der forhindrer Mændene
i at vove og der ligesaa gennemgaaende viser de
fejgeste offenlige Personligheder (de Præster,
der bringer deres Liv i Sikkerhed under en Farsot,
de Krigshelte, der angriber Fjenden paa Papiret)
den største, undertiden mest hysteriske Beundring og
Hyldest. Forklaringen synes den, at Mandsmodet er en
Egenskab, der som den højeste Potens af det Mandlige
bliver et Slags Ideal for Kvinden, men et Ideal,
som hun ikke forstaar, som hun ikke kender igen i
Virkeligheden, og som hun derfor skildrer helst og
daarligst.
Det her sagte gælder nærmest om Oswalds heltemodige
Adfærd under Ildebranden i Ancona, hvor han under
rædselsfulde Omstændigheder bliver hele Byens
Frelser. Han alene forsøger med sine Englændere
koldblodigt Ildens Slukning og iværksætter den. Han
befrier de i Ghettoen’ indespærrede Jøder, som
Befolkningen i sit Trosraseri vil lade brænde som
Sonofre. Han vover sig ind i det brændende Galehus,
ind i Værelset, hvor de mest rasende Fanger opholder
sig, behersker og befrier de af Luer omspændte
Vanvittige, løser deres Lænker og lader end ikke
en Eneste af de modstræbende tilbage. Scenen er
fortræffeligt fortalt; men, som sagt, det er i
Sjælegranskningen, at der spores nogen Svaghed. Da det
imidlertid gælder om at skildre Indtrykket af denne
Handling paa Corinnas kvindelige Hjerte, tager Fru
de Stael sin fulde Oprejsning. Oswald havde ved en
Bortrejse over Hals og Hoved undflyet al Taksigelse,
men da han paa Tilbagevejen atter kommer til Ancona
med Corinna, bliver han genkendt, og Corinna vækkes
om Morgenen ved Skrigene: «Leve Lord Nelvil, leve
vor Velgører!* Hun begiver sig ud paa Pladsen, og
som Digterinden, hvis Navn er berømt Italien over,
bliver hun hurtigt kendt og modtaget med Jubel af den
forsamlede Skare. Mængden anraaber hende om at være
dens Ordfører og at tolke dens Taknemmelighedsfølelse
for Oswald. For-
G. Brandes: Samlede Skrifter. IV.
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
