Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - X. Corinna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Emigrantliteraturen
ligesom i den dumpe Larm dens Hjertebanken. Overalt
for Ens Øje flammer efter Solnedgang Lys, i alle
Vejenes Spor ligger de; tvers over Vejen langs op
ad Bjergsiderne springer og flyver de klare Flammer
i Luften; de, som flyver højere oppe, ligner ganske
løsrevne og bevægelige Stjerner. Alle disse Flammer,
der bevæger sig i lange Spring og slukkes et Sekund
efter hvert Spring, er Sydens lysende Insekter. I
Mørket hensætter disse Tusinder af Flammer En i en
Æventyr-Stemning. Overfor lyser, set fra Gap Misene,
den højrøde Lavastrøm ned ad Vesuvs mørke Side.
Her er det, at man bringer Corinna hendes Lyra,
og hun besynger først Pragten af denne Natur,
Storheden af de Minder, der knytter sig til den, til
Cumæ, hvor Sibyllen levede, til Gaeta, som ligger
bagved, hvor Cicero udaandede for Tyrannens Dolk,
til Capri og Bajæ, som bevarer Mindet om Tibers og
Neros Rædselsgerninger, til Nisida, hvor Brutus og
Portia sagde hinanden det sidste Farvel, til Sorrent,
hvor Tasso, undsluppen af Galehuset, ussel, forfulgt,
med uredt Skæg og sønderrevne Klæder bankede paa
sin Søsters Dør, der end ikke straks kunde kende ham
igen, og som ikke kunde tale for Taarer. Her er det,
hun ender med en Elegi om al Jordelivets Kval og al
Jordelivets Lykke.
Man høre Corinna’s beaandede Tale i disse Omgivelser,
hvor Skønheden er bygget paa Undergangen, hvor
Lykken aabenbarer sig som en flyvende, hurtigt
slukket Flamme, og hvor Vulkanen bestandig truer
Frugtbarheden.
Hun siger: Jesus tillod en svag og maaske angrende
Kvinde at bade hans Fødder med de kostbareste Salver;
han stødte dem tilbage, der raadede hende til at
opbevare denne Vellugt til en nyttigere Brug. «Lad
hende kun gøre det, sagde han, thi jeg er kun kort
Tid sammen med Jer.» Ak! Alt, hvad der er godt og
stort paa denne Jord, er kun kort Tid sammen med
os. Alderen, Svagheden, Døden udtørrer snart den
Dugdraabe, som falder ned fra Himlen og som hviler
paa Blomster. Lad os da blande Alt, Elskov, Religion,
Geni og Sol og Vellugt og Musik og Poesi; der gives
ingen anden Ugudelighed end Kulde, Egenkærlighed og
Lavhed. Det hedder: Naar to eller tre er forsamlede
i mit Navn, saa vil jeg være midt iblandt Eder. Men
hvad er det, o min Gud, at være forsamlede i dit Navn,
hvis det ikke er at nyde din skønne Naturs ophøjede
Gaver og ære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
