Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XI. Kamp mod nationale og protestantiske Fordomme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kamp mod protestantiske Fordomme
149
cismen skylder den kunstneriske Glans, hvormed den
evigt vil straale i Verdenshistorien, en Glans,
som Protestantismens kunstneriske Bedrifter ikke
vil fordunkle. Protestantismen fejer alle de skønne
Albanerinder, der holdt et smilende Barn mod Brystet,
ned af sine Altre under det Paaskud, at de er
Madonnaer, kalker alle de brogede Billeder over og
fejrer de kalkede Vægges Triumf.
Renæssancetidens Italien afklædte Kristendommen
dens Forsagen, dens hele jødisk-asiatiske Væsen og
omskabte den til en blomstersmykket, røgelseduftende
Mytologi. Den italienske Katolicisme forbandt sig med
Borgeraanden i Stæderne og, da Kunsten genfødtes, med
alle de skønne Kunster. Dens Interesser fremmedes
derfor fuldt saa hyppigt af fædrelandskærlige
Bevæggrunde som af gudelige: Toscana er Renæssancens
Udgangspunkt. Her var det, at Mennesket først
genfødtes efter sit Syndefald, Natur-fornegtelsen. Her
dannedes de første italienske Republiker. Her vilde
Mennesket paany, og Husene skød sammen og dannede en
lille, stolt, ubetvingeligt frisindet Stat, en By med
dens Omegn. Saa steg Taarnene og Spirene i Vejret,
ranke som en fri Mands Holdning, Paladserne begyndtes
og befæstedes, Kirkerne fuld-endtes; men Kirken var en
Nationalskat, et Vidnesbyrd om Rigdom, Udholdenhed og
Kunstsans, en uhyre Værdi i Kappestriden om Fortrinet
mellem Stat og Stat, mellem Staten Siena og Staten
Florents, endnu langt mere end en Bolig for «vor
allerhelligste Frue». Man gjorde meget mere til Ære
for Siena end til Ære for den gode Gud. En Kirke i
Toscana er med sine Mosaiker paa Guldgrund som den
i Orvieto eller med sin Facade af hvidt, udhugget
Marmor, der ligner en ung Skønheds Kniplingsdragt
som Kirken i Siena og med sin Rigdom af Kunstskatte
i det Indre for os Nutidsmennesker endnu langt mere
et Juvelskrin end en Kirke.
Eller man mindes Marcuskirken i Venedig. Første Gang
man ser den, studser man et Øjeblik udenfor over
dens østerlandske Facade, dens lyse Kupler, dens
underlige Buer, som hviler paa korte, sammenknippede,
over hinanden optaarnede Søjler af rødt og grønt
Marmor. Man kaster fra Pladsen af et Blik paa de
ydre farverigt Mosaiker paa Guldgrund og træder saa
ind. Det første Indtryk er: «Hvad er dog dette,
det er jo lutter Guld, Guldkupler og Guldvægge.*
De fine Guldmosaik-stifter, hvoraf alle Billedernes
Baggrund bestaar, danner en eneste
.-". ’ ’
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
