Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XII. Ny Betragtning af Antiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
Emigrantliteraturen
Opfattelse af Antiken og af den moderne Kunsts Forhold
til den. Betragtninger over dette Æmne frembød sig
af sig selv, da Corinna optraadte som Oswalds Fører
gennem Rom.
Rom er jo nemlig det eneste Sted paa Jordkloden, paa
hvilket Verdenshistorien fremtræder ligesom synlig,
idet de hinanden følgende Tidsrum har afsat deres
Mindesmærker lagvis over hinanden. Man ser undertiden
en enkelt Bygning (f. Eks. et af Husene i Nærheden af
Vestatemplet), i hvilken Grundvolden og de forskellige
Stokværk tilhører fire forskellige Tidsaldre, den
romerske Oldtid, den romerske Kejsertid, Renæssancen
og vor egen Tid. Den ældste antike Tidsalder er den,
i hvilken Corinna først indfører sin Ven; kun maa det
bemærkes, at hun ser paa Ruinerne, han paa hende. Men
paa dette Punkt er Bogens Betydning den, at indføre
en ny Betragtning af Antiken i den franske Literatur.
Af de to klassiske Hovedfolk var det egenlig kun
Romerne, som var blevne forstaaede i Frankrig. Der
flyder noget romersk Blod i Franskmændenes Aarer. Der
gaar et sandt romersk Pust igennem Corneille’s
Tragedier. Det var da intet Under, at den store
Revolution optog romerske Sædvaner, Benævnelser og
Klædedragter. Charlotte Corday, den store Corneille’s
Ætling, er gennemtrængt af Romeraand. Fru Roland
dannede sin Aand ved Læsningen af Tacitus, og
Revolutionstidens Kunstner David genfremstillede det
gamle Rom i sin Kunst: Brutus, Manlius er hans Helte.
Men paa Forstaaelse af Grækerne havde det altid
skortet; Franskmændene selv svævede vel endnu i den
Indbildning, at deres klassiske Literatur fortsatte
den græske og overgik den; men siden Lessing skrev
sin Hambargische Dramaturgie var det ikke mere nogen
Hemmelighed for det øvrige Europa, at Racine’s Grækere
lignede Ingenting undtagen Franskmænd; man havde endt
med i Agamemnon’s evige Familie at opdage en Mængde
forklædte Marquis’er og Marquiser, og det nyttede ikke
Noget, at man paa Théåtre francais skiftede Kostyme
og siden Talma’s Tid lod Grækerne optræde i antike
Dragter istedenfor med Paryk, Pudder og Paradekaarde;
fra det Øjeblik af, da Kritiken vaagnede i Tyskland,
blev den franske Opfattelse af Antiken en Genstand
for den europæiske Spot.
Det er Fru de Stael, som har Æren for i sin Bog Om
Tyskland at have fortalt Frankrig om den dristige
Spotter Les-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
