Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XII. Ny Betragtning af Antiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny Betragtning af Antiken
155
2 Hjerter og 2 Maver; den dør i Fødselen som et andet
Misfoster, eller, rettere sagt, den er aldrig bleven
til andensteds end i Eders Hjerner*).
W. Men Dyd maa dog være Noget, den maa dog være
nogensteds.
H. Ved min Faders evige Skæg, hvem har tvivlet
derpaa? Hos os boede den i Halvguder og Helte. Mener
du, vi levede som Fæ? ^Vi havde de braveste Karle
imellem os.
W. Hvad kalder I brave Karle?
H. En, som meddeler Andre hvad han har. Og den
Rigeste var den Braveste. Havde han Overflodighed paa
Muskelstyrke, saa pryglede han en Anden igennem, og
det forstaar sig, en ægte Mand giver sig ikke af med
de Svagere, kun med sine Lige eller de Stærkere. Og
havde han Overflod paa Saft og Kraft, saa skaffede
han Kvinderne ligesaa mange Børn, de maatte ønske,
saaledes som jeg selv, der paa en eneste Nat blev
Fader til 50 Drengebørn. Og havde Himlen givet en
tredie Gods og Guld fremfor Tusinder, saa aabnede
han sine Dore og bød Tusinde velkommen og lod dem
nyde med sig.
W. Det meste deraf bliver i vore Dage regnet for
Last.
H. Last, det er atter et dejligt Ord! Netop derved
bliver Alting saa halvt hos Jer, at I forestiller
Jer Dyd og Last som to Yderligheder, mellem hvilke
I vakler, istedenfor at tænke Jer Mellemtilstanden
som den givne og den bedste, saadan som Jeres Bønder,
Jeres Karle og Piger endnu bestandig gør.
W. Lod I Jer mærke med Saadanne Meninger i mit
Aarhundrede, saa vilde man stene Jer. Hvor rædsomt
har de ikke forkætret mig for mine smaa Angreb paa
Dyd og Religion.
H. Hvad er der at angribe? Med Heste, Menneskeædere
og Drager, med dem har jeg sloges efter Evne, men
aldrig med Skyer, de maatte saa have hvad Skikkelse de
vilde. Dem overlader en dygtig Mand det til Vindene,
som har ført dem sammen, at feje fra hinanden.
W. I er et Umenneske, en Gudsbespotter.
H. Ingenting kan du forstaa. Din Hercules staar som
en glathaget Pjalt mellem Dyden og Lasten. Havde
de to Fruentimmer mødt mig paa Vejen, ser du, saa -
den ene under den ene Arm, den anden under den anden,
og Marche! afsted havde jeg trukket med dem begge to.
Her har man fra Goethe’s første Kraftperiode den nye
Opfattelse af Antiken stillet op som Modsætning til
Wieland’s for-franskede, og man har paa samme Tid den
Mands poetiske Trosbekendelse, der af de Samtidige
blev kaldt den store Hedning. Det er Spinozas Filosofi
sat frem som dristig Spøg. Man kan dog ingenlunde
sige, at Goethe blev staaende ved denne djærve,
naturalistiske Opfattelse af Antiken. Da han først
havde ladet sin ungdommelige Lidenskab rase ud i
Werther, i Gotz og i sin
*) Man kan ikke negte, at denne mytefjendske,
naturvidenskabelige Lignelse er i høj Grad uheldig
i Hercules’s Mund. Resten bøder derpaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
