Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XII. Ny Betragtning af Antiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
Emigrantliteraturen
for sig er et Misfoster - ganske som Romantikernes
egen middelalderligt hieratiske Stil var det -
uden at man derfor behøver at indvikle sig i nogen
Selvmodsigelse, naar man, som de tyske Romantikere
og efter deres Mønster hun, tiltrods for Teorien
udtaler sig med Varme om Goethes Ifigenia og
Thorvaldsens ypperste Værker. Fru de Stael overser,
at overalt hvor det af klassiske Studier udsprungne
Værk har faaet et blivende Værd, der beror det paa,
at Kunstnerens eller Digterens Nationalkarakter
og personlige Ejendommelighed har brudt sig Vej
gennem den forfinede og spinklere Atticisme, der er
Stilbestræbelsens Udslag.
Hvad der i Corinna og Bogen Om Tyskland siges mod
den uægte Klassicitet, er vel nærmest fremgaaet
af Reaktionen mod det 18de Aarhundredes Aand;
men det greb for Frankrigs Vedkommende længere
tilbage og ramte tillige de berømte Navne fra det
17de Aarhundrede, fra Ludvig den 14des klassiske
Tidsalder, som A. W. Schlegel efter Lessings Mønster
havde gjort til Skive for sin Kritik. Paa dette Punkt
stod Fru de Stael i Fare for at saare Franskmændenes
Nationalstolthed, og hun udtrykker sig derfor her
kun gengivende, bruger al mulig Forsigtighed og tager
Forbehold, hvor hun kan. Hun gør med Rette gældende,
at Aanden i denne Kritik ikke kan kaldes ufransk;
thi det er den samme, som raader i Rousseau’s Brev
imod den franske Musik, den samme Beskyldning for
at erstatte Følelsens naturlige Udtryk med en vis
prunkende Affektation.
Dog naar Tyskerne i hin Tid vilde sanseliggøre den
franske Opfattelse af Antiken, saa pegede de hen
paa de Malerier, hvor Ludvig den 14de var afmalt
snart som Jupiter, snart som Hercules, nøgen eller
med et Løveskind over Skuldrene, men med sin store
Allongeparyk paa sit Hoved. Naar Fru de Stael i
deres Spor fremhæver Tyskernes antike Stil paa
den franskes Bekostning, gør hun imidlertid sine
Landsmænd nogen Uret. Thi David’s Kunst havde allerede
vist, at Franskmændene var i Stand til uden fremmed
Opfordring at kaste hin Paryk, og hun overvurderede
den germanske Genfrembringelse af Antiken. Der er
visselig ingen Tvivl om at Tyskerne, hvis Literatur
er saa kritisk, ja hvis nyere Poesi er udsprungen af
Kritik og Æstetik, har forstaaet Grækerne langt bedre
end de franske og efterlignet dem i Kraft af denne
Forstaaelse. Men man ligner aldrig i ringere Grad en
original Natur end naar man efterligner den. Tyskerne
ynder Begrænsning og Maal i alle praktiske Fore-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
