Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XIII. Om Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Tyskland
167
bare Vished gennem Følelsen. Men Panteismen laa fra nu
af i Luften, og fra det Øjeblik af, da Goethe efter
sin første Læsning af Spinoza, betaget og henrevet,
betegner sig som Spinozist, og det for ingensinde mere
sit lange Liv igennem at blive Spinoza utro, fra dette
Øjeblik af er Panteismen sat paa Tronen i den tyske
Literatur, og under et Kor af de skønneste Poesier,
under en Illumination af filosofiske Tanker, der i
den nyere Tid aldrig før var set saa glimrende og saa
rig, fejrer nu denne den ny Tids Aand i Tyskland sin
Formæling med Antikens paany til-livekaldte Skønhed,
ligesom Faust i Tidsalderens berømteste Digterværk
højtideligholder sit Bryllup med Helena, der i Digtet
staar som den græske Oldtids Symbol.
Den store hedenske Renæssance, der i Italien var
bleven indvarslet af Aander som Leonardo og Giordano
Bruno, i England af Aander som Shakespeare og Bacon,
kommer nu til Tyskland, og den nye Aandsretning finder
Næring i den af Winckelmann og Lessing fremkaldte
Begejstring for den græsk-hedenske Oldtid. Schiller
skriver Die Gotter Griechenlands, Goethe Die Diana
der Epheser og Die Braut von Corinth. Da Grækenland
var gaaet tilgrunde, hørte hin Skipper, der en Nat
sejlede langs de græske Kyster, det Raab lyde ud fra
Strandbreddens Skove: «Den gamle Pan er død.» Men nej,
den gamle Pan var ikke død, han slumrede kun. Og han
vaagnede op i Italien under Renæssancetiden, han blev
anerkendt og hyldet som den levende Gud i Schellings,
i Goethes, i Hegels Tyskland.
Ja den nye tyske Aand viste sig endnu mere panteistisk
end den antike. Naar den antike Græker stod ved
et pragtfuldt Vandfald, som f. Eks. det ved Tibur
i Nærheden af Rom, da personliggjorde han hvad han
saa. Hans Øje drog Omrids af skønne, nøgne Kvinder,
Stedets Nymfer, i Kaskadens faldende Strømme;
Skumstøvet var deres flagrende Haar, han hørte
deres overgivne Piasken og Latter i Vandets Rislen
og i den hvirvlende Lyd af Skummet, der sprøjtede
imod Klippen. Med andre Ord: den antike Betragter
personliggjorde den upersonlige Natur. Den antike
Digter forstod ikke Naturen; hans egen Personlighed
var ham altfor stærkt i Vejen; den afspejlede sig
overalt for hans Øje. Han saa ikke andet for sig end
Personer.
Lige omvendt en stor moderne Digter som Goethe
eller Tieck, hos hvem det hele Følelsesliv er
panteistisk. Han uper-sonliggør bestandig sit eget
Jeg for at forstaa Naturen. Overfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
