Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XIV. Barante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Barante 183
delse var i højeste Pris. Hos Montesquieu bifalder
da ogsaa Barante Adskilligt, som han bittert dadler
hos andre. Han opfordrer Læseren til at sammenligne
Montesquieu’s Værk om Lovenes Aand med et ældre Skrift
af Domat om samme Æmne for at se de Fremskridt,
Videnskaben hos ham har gjort, idet han uden at
tilsidesætte Ærbødigheden for Religionen forstaar at
betragte den som underordnet Aarsag*).
Diderot er den af de store Forfattere, som Barante
staar mest hildet overfor; hans Dom om Diderot er
indtil det Yderste indskrænket. Det Fremfusende og
Voldsomme i denne Aand skjuler Genialiteten for hans
Blik. Et Geni, hvis Hensynsløshed nu og da minder om
en Naturkrafts, kunde saa lidet paaskønnes af Barante
som af den hele skræmmede og skuffede Slægt, hvortil
han hører. Diderot var mere anlagt til at behage de
literært fordomsfri Tyskere end sine dengang saa
sippede Landsmænd. Goethe selv oversatte hans Le
nevea de Rameau og Hegel behandlede den vidtløftigt
i sin Phdnomenologie des Geisles; men Barante, der
med Lidenskab dadler Diderots uophørlige og alle
Grænser overskridende Angreb paa Religionen, samler
sin Skildring i disse Ord: «Han havde et ildfuldt
og uordenligt Indre. Men hans Aand var en Ild uden
Næring, og det Talent, hvoraf han har vist nogle
Glimt, har ikke faaet nogen samlet Anvendelse. »
Det var kun rimeligt, at den mest naturforstaaende
af det 18de Aarhundredes Forfattere blev slettest
vurderet af den nu opvoksende Stab af Idealister.
Rousseau, den sidst optrædende af hine for det
19de Aarhundredes Skranke stævnede Aander, havde
noget i sit Væsen, som nødvendigvis maatte tiltale
Barante. Han var iblandt dem den eneste følsomme, og
det nye Aarhundrede var begyndt sentimentalt. Han var
endelig den ensomste af dem, og det nye Aarhundrede
vurderede Personligheden som enkelt. Han havde staaet
Filosofernes og Encyclopædisternes Selskab fjernt. Et
sært og ulykkeligt Liv havde formet hans Væsen;
han stod ikke i noget Forhold til Samfundet eller
den offenlige Mening. Uden Familie, uden Venner,
uden Stand, uden Fædreland havde han
*) Alors on pourra distinguer, commeiu la religion,
respectée par Montesquieu, était pourtant jugée par
lul, tandis que Domat l’avait seule-ment adorée, et
en avait fait tout découler, au lieu de la considérer
comme accessoire.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
