Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indledning
205
tige Dranker-Fantasier som HofFmann. En fjantet
Mystiker som Werner og en genial Selvmorder som
Kleist. Husk paa HofF-mann, fra hvem Andersen udgik,
og se, hvor sund, men ogsaa hvor nøgtern og rolig
Andersen ser ud ved Siden af sin første Mester!
Altsaa at der er mere Harmoni i de Danske, det
er vist. Og at Den, der sætter Harmonien, selv en
fattigere, som det Højeste i Kimsten, maa sætte den
danske Literatur i vort Aarhundredes første Aartier
meget højere end den tyske, er let at fatte. Den
har imidlertid for en stor Del vundet sin Harmoni
ved Forsigtighed, ved Mangel paa kunstnerisk Mod. De
danske Digtere er ikke faldne ned, fordi de ikke er
stegne derop, hvorfra der var Fare for at falde. De
har overladt det til Andre at bestige Montblanc. De
har undgaaet at brække Halsen, men de har ogsaa
ladet de Alpeblomster staa, som kun blomstrer paa de
højeste Bjergtinder og ved Afgrundens Rand. Hvad det
synes mig, at vi ikke har skattet nok i Literaturen,
det er Dristigheden, den Dristighed, der er det
Samme som Forfatterens Evne til hensynsløst at
udtrykke sit bestemte kunstneriske Ideal. Denne
Dristighed, hvormed Forfatteren forfølger det for
hans Retning Typiske, er ofte det, som i Værket
bliver Skønhed. Eller tydeligere: Naar en Retning som
Romantiken f. Eks. anslaar den fantastiske Streng,
synes den Forfatter mig interessant fremfor alle,
som driver Fantasteriet op til den kækkeste Højde
- som HofFmann. Jo mere vildt fantastisk han er,
des skønnere er han, ligesom Poplen, jo højere den
er og Røgen, jo bredere og mægtigere. Skønheden
ligger i den Dristighed og Kraft, hvormed det
Typiske er udtrykt. Den, der opdager et nyt Land,
kan under Opdagelsen strande paa et Skær. Det
er let at undgaa Skæret og lade være at opdage
Landet. Vore Romantikere er aldrig vanvittige som
HofFmann, men heller aldrig dæmoniske som han. De
taber i betagende og overvældende Liv og Energi,
hvad de vinder i Læselighed og Klarhed. De opnaar
forholdsvis flere Læsere og flere Arter af Læsere,
men de opnaar ikke at vinde dem saa helt. Den
kraftigere Oprindelighed afskrækker Flere og fængsler
stærkere. Vi har i vor romantiske Retning ikke
Fr. Schlegels dumdristige Usædelighed, men heller
ikke hans geniale Modsigelsesaand, og man tager hos
os som givet og fast, hvad hans Lidenskab bringer
til at smelte, og hvad hans Kækhed støber i nye og
sære Former. Vi faar hos os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
