Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - III. A. W. Schlegel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244 Tysklands romantiske
Skole
Versemaalets Særegenhed forvanskedes, og
Sammenfletningen af Stroferne faldt bort.
Dernæst tog han Romeo og Julie samt Hamlet for
sig. Han sendte Brudstykker af sine Oversættelser til
Friedrich, der atter overgav dem til Caroline. Hendes
Dom var i Reglen gunstig; men hun udtalte den Dadel,
at Sproget havde faaet en altfor gammeldags Farve,
og tillagde den forudgaaende Bearbejdelse af Dante
Skylden derfor, da Wilhelm efter hendes Opfattelse ved
den altfor meget havde vænnet sig til forældede Ord
og Vendinger. Han havde netop kort forinden indset,
at han maatte vogte sig for den slikkede Elegance,
som han havde tilkæmpet sig efter Opgivelsen af den
Burger’ske Stil; nu forfaldt han til den modsatte
Yderlighed, til Archaismer, til det Knortede og
Haarde.
1797 sendte han de første Prøver af Romeo og Julie
til Schiller. De blev trykte i Die Horen. Og straks
derefter bragte Tidsskriftet Schlegels Afhandling:
Noget om William Shakespeare i Anledning af
Wilhelm Meister. I Wilhelm Meister havde jo Goethe
fremstilt Stræben efter Forstaaelse af Shakespeare
som et betydeligt Element i den tyske Dannelse. Ved
Samtalerne om Hamlet havde han gendrevet den dumme
Fordom, at Shakespeare havde været et raat Naturgeni
uden kunstnerisk Bevidsthed. Dersom det havde forholdt
sig saadan, kom det jo i en tysk Oversættelse ikke
synderligt an paa Formgivningen. Hos en saa overlegen
Kunstner som den Shakespeare derimod, der fremstilles
i Wilhelm Meister, var det klart, at Overensstemmelsen
mellem Indhold og Form ikke turde brydes. Og »dog
havde selv Goethe endnu ikke været videre, end at han
uden at føle Anstød havde meddelt, hvad han anførte
af Hamlet, i den gamle Prosa-Oversættelse; det havde
end ikke for ham været indlysende, hvor ganske her
Sag og Kunstform var sammensmeltede.
Langsomt arbejder Schlegel sig fremad. Selv er
han endnu saa hildet, at han mener ikke at kunne
undvære Aleksandriner-verset; kun «saavidt muligt*
beholder han i Romeo den femfodede Jambe; Scenen
mellem Munken og Romeo oversætter han i Alexandrinere,
idet han undskylder sig med, at den Art Vers skader
mindre i Fyndsprog og Skildringer end i den egenlige
Samtale. Romeo’s hele Lyrik gaar derved tabt.
Han føler det selv, og saa begynder han da med
Jernflid og haardnakket Begejstring endnu engang,
kaster Alexandrinerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
