Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - IV. Tieck og Jean Paul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tieck og Jean Paul
247
IV
Tungt Blod, der avlede Spøgelsefrygt og Spøgelsesyner,
medfødt Tungsindighed indtil Randen af Vanvid, en
klar, ædru Forstand, der uophørligt var tilbøjelig
til at gøre Lysets Rettigheder gældende, og en
ganske usædvanlig Evne til at leve i Stemninger og
fremkalde Stemninger, det var Grundegenskaber hos
Ludwig Tieck. Han var blandt den romantiske Skoles
Digtere den frugtbareste, og han skrev, efter at
Skolen var sprængt, en lang Række fine Noveller,
der skildrede Samtid og Fortid paa en Maade, der kom
Virkeligheden nærmere end Skik var i romantisk Poesi.
Han fødtes 1773 som Søn af en Rebslager i Berlin,
modtog allerede i Skolen et dybt Indtryk af Saadanne
Klassikere som Goethe, Shakespeare og Holberg, og
formaaede som Yngling at efterligne Shakespeare’s
Alfepoesi saavel som Ossian’s Vemods-toner, men blev
i et Tidsrum af sin tidlige Ungdom ved den Svaghed,
hvormed han lod sig benytte og udnytte af ældre
Skribenter, foranlediget til et ganske usundt og
skødesløst Meget-skriveri. Blev nu end saaledes den
Aand og Retning, i hvilken han skulde arbejde, ham
paanødet, saa kan hans personlige Ejendommelighed dog
spores selv i hans første værdiløse Skrifter. Under
Ledelse af hans Lærer Rambach udførte eller
bearbejdede han i Oplysningstidens Aand følsomme
Historier om ædle Røvere eller han forfattede
Rædsels-Optrin i Stil med Franz Moors Dødsscene. Men
nu og da lod han i vrængende Bemærkninger sin egen,
mere udviklede Synsmaade skinne igennem.
Noget senere forfattede han, den tilkommende
Romantiker, for Oplysningstidens gamle Kamphane,
Nicolai, gammelkloge Almanakhistorier, der gør Nar af
Overtroen, og i hvilke der kun stænkvis forekommer
Glimt af Ironi, som naar Udtryk af Foragt for «den
dumme Middelalder* eller for «det Shakespeare’ske
Spøgelsevæsen» lægges en erkedum gammel Mand i
Munden. Han skrev vel især disse Ting, fordi han
havde solgt sin Pen, imidlertid røber sig ikke
desmindre heri Trætheden hos en Tungsindig, der
saalænge har udtømt sig i sørgmodige Spørgsmaal og
Tvivlsmaal af enhversomhelst Art, at han uden megen
Selvovervindelse giver den Stemme det sidste Ord,
der tvært imod al Genisyge lovsynger den forstandige,
borgerlige Middelvej. Den Raadvildhed, hvori han
indadtil var stedt, spejler sig ikke mindre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
