Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - IV. Tieck og Jean Paul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248 Tysklands romantiske
Skole
klart i hans paa Bestilling forstandsdyrkende
Fortællinger end i det Spøgelseagtige, det
Grusomt-Vellystige og det koldt Skamløse i hans
Noveller og Skuespil fra Begyndelsen af Halvfemserne,
i hvilke der tilsyneladende er nedlagt mere af hans
eget Væsen. %
Den første betydeligere Frembringelse af Tieck, der
møder os, er William Loveli. Denne Romans første Del,
forfattet i Tiecks 21de Aar, udkom 1795. Nu og da
anslaas allerede her med Hensyn til Kunstsmagen de
Strenge, som den romantiske Skole senere spillede
paa.
William Loveli kommer til Paris (som Tieck da
aldrig havde set) og er naturligvis opfyldt af stor
Modbydelighed for Alt, hvad han oplever: «Byen er
en grim, uregelret Stenhob. I hele Paris har man
Følelsen af at være i et Fængsel .... Man taler
og snakker hele Dagen uden en eneste Gang at sige,
hvad man tænker .... Jeg er af Kedsomhed gaaet nogle
Gange i Teatret. Tragedierne bestaar af Fyndsprog
uden Handling eller Følelse og af langstrakte Taler,
der tager sig ud, som naar paa gamle Malerier
Ordene hænger ud af Munden paa Personerne. Jo mere
Skuespilleren fjerner sig fra Naturen, for des større
bliver han anset .... I den store verdensberømte
Pariser-Opera faldt jeg i Søvn. > Det er de Indtryk,
som Loveli, der i Bogen er Englænder, har modtaget af
Paris omkring Revolutionstiden - den hele da gængse
Foragt for fransk Væsen og fransk Kunst, dobbelt
urimelig her, fordi den er lært udenad efter Bøger. I
Modsætning hertil udbryder Lovell i Theåtre frangais:
«0 Sofokles, o guddommelige Shakespeare!> og meget
betegnende siger han: «Jeg hader Menneskene, som med
deres eftergjorte lille Sol [skal være Fornuften]
lyser op i enhver hyggelig Dæmring og forjager de
elskværdige Skyggebilleder, der boede saa trygt under
det hvælvede Løvtag. I vor Tidsalder er det blevet en
Slags Dag, men den romantiske Nat- og Morgenbelysning
var skønnere end dette graa Lys fra en skyet Himmel.»
Undtager man disse enkelte Stænk, synes Bogen
ellers ved første Øjekast ikke at have nogen af
de Egenskaber, som man plejer at betegne som de
romantiske Frembringelsers; men i Virkeligheden
viser intet Værk bedre og sikrere end dette, hvori de
romantiske Bestræbelser grunder. William Loueli har
laant sin Grundtanke og Brevformen fra en fransk Roman
af den materialistiske Skribent Rétif de la Brétonne:
Le paysan perverti.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
