Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - IX. Wackenroder. Forhold til det Musikalske og Musiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296 Tysklands romantiske
Skole
ogsaa i Rolf Blaaskæg: «Blomster og Toner kysser
hinanden». Alt har i denne Poesi sin Musik:
Maaneskin, Vellyst, Malerier, og omvendt tales
om Musikens Straaler, Duft og Skikkelser: «De
sang med søde Struber og holdt bestandig Takt
med Maane-skinnets Musik.» Man havde jo vendt den
stoflige Virkelighed Ryggen. Legemlig, fast Form,
endog blot tydelig Formning af Sjælstilstande
er da Romantikerne umulig. De eftertragtede den
ikke engang. Det legemligt Formede er dem grovt og
plat. Enhver Trækkenes Bestemthed opløser sig for dem
i Taagebilleder. De frygter for at tabe i Uendelighed
og Dybde, hvad de muligt kunde vinde i Begrænsning
og Form.
Faa dette Punkt mødes alle Skolens Mestre. Først og
fremmest træffer vi her Novalis. Hans Hymner til
Natten og hele hans Lyrik overhovedet er Nattens
og Dæmringens Poesi, hvis Halvlys ingen faste
Omrids taaler. Hans Menneskeforskning gik, som
han sagde, ud paa at udgrunde Sjælens navnløse,
ubevidste Kræfter. Derfor hævder hans Æstetik,
at vort Sprog atter skal blive musikalsk, atter
Sang, og derfor lærer han, at i egenlige Digte
gives der ingen anden Enhed end Sindets, altsaa
ikke Ideens eller Handlingens. «Man kunde,» siger
han, «tænke sig Fortællinger uden Sammenhæng, dog
med Forestillingsforbindelser som Drømme; Digte,
der blot var velklingende og fulde af skønne Ord,
men uden Mening og Sammenhæng, hvori højest enkelte
Strofer var forstaaelige som Brudstykker af de mest
uensartede Ting. Denne sande Poesi kan da kun have
en allegorisk Betydning i det Store, og en indirekte
Mening som Musik.*
Og hvor stemmer ikke dette med Fr. Schlegels
Lærdomme! Han, hvis Væsen var Brudstykker, hvis
Liv gik hen i Luner, hvis Vilje aldrig formaaede at
fastholde nogen Plan, og hvis Levnedsløb ligner en
Arabesk, der begynder med en Thyrsusstav og ender
med et Kors, som bestaar af en Gaffel og en Kniv, han
siger: «Arabesken, denne Linjens uskyldigt musikalske
Vuggen sig i sig selv, er den menneskelige Fantasis
ældste og oprinde-ligste Form. Dens Omrids er ikke
mere bestemte end Aftenhimlens Skyer. >
Ordet er slaaende, ifald det kun ikke forstaas
om Fantasien overhovedet, men om Romantikernes
Fantasier. Tiecks Lyrik ligner Goethes som Skyer i
Horisonten ligner Snebjerge. Overfor den romantiske
Lyrik staar Betragteren som Polonius over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
