Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - IX. Wackenroder. Forhold til det Musikalske og Musiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302 Tysklands romantiske
Skole
Tilintetgørelse styrter sig over de nøgne Klipper
og raser dybere, stedse dybere ned og ikke finder
nogen Stilstand, ikke nogen Ro.
. . .
. . . .
*........*.... ...t«t
Violino primo solo.
Hvorledes? Det skulde ikke være tilladeligt og
muligt at tænke i Toner? og at musicere i Ord og
Tanker? o hvor slet stod det da til med os arme
Kunstnere! hvilket fattigt Sprog! hvilken endnu
fattigere Musik! Tænker I ikke mange Tanker saa fint
og aandigt, at disse i Fortvivlelse redder sig over i
Musiken for endelig at finde Ro? Hvor ofte efterlader
en hengrublet Dag ikke andet end en Summen og Brummen,
der først senere bliver ophøjet til Melodi?
Forte.
Alt er færdigt, Dekorationen opstillet,
Suffløren tilstede; der kommer heller ikke flere
Tilhørere. Forventningen er vakt, Nysgerrigheden
spændt; kun faa tænker nu paa Stykkets Ende og paa, at
de da vil sige: Hvad var saa det Hele! Pas paa! thi
det maa I, for ikke at stille Alt paa Hovedet,
men passer heller ikke altfor meget paa, for ikke
at se og høre mere, end man har villet vise Jer. -
Pas paa! men pas paa den rette Maade paa, hør efter
og giv Agt! giv Agt og hør! hør! hør!! hør!!!*)
Man ser, at Kierkegaard med sin bekendte Afhandling
om Don Jiza/z, i hvis Slutningskor man tror at
kunne genkende Kommandantens Trin - «Hør, hør, bør
Mozarts Don Juan\» - kun videre forfølger den af Tieck
anlagte Retning, og det er indlysende, i hvor nær en
Sammenhæng alle Hoffmanns Omskrivninger af Musik til
Stemningsudbrud og Aandesyn i Kreis-leriana staar
med den første Opfattelse af det romantiske Ideal
hos Tieck.
For Hoffmann, der medbragte en saa dyb og ejendommelig
musikalsk Begavelse, at han næsten ikke kan opfattes
som Digter alene, men maa tages som Digter-Musiker,
var det imidlertid ganske anderledes Alvor med denne
Musiceren i Ord end for Tieck.
Han levede og aandede i Musik; han var ikke mindre
frugtbar som Komponist end som Forfatter, og en
meget stor Del af hans Forfatterskab har desuden
en fantasifuld Opfattelse af Musiken og de største
Komponister til Genstand. I sygelig Tilstand,
i Feberfantasier plejede han at forveksle sine
Sygevogtere
*) Tieck V, 285.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
