Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - IX. Wackenroder. Forhold til det Musikalske og Musiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forhold til det Musikalske og Musiken
305
i vort virkelige Liv.» Og et andet Sted: «0 afmægtige
Kunst! Hvor lallende og barnagtige er ikke dine Toner
mod den fulde, harmoniske Orgelsang, der vælder op
fra de inderste Dybder, fra Bjerg og Dal og Skov og
Strømglans i bølgende, stigende Akkorder! Jeg hører,
jeg fornemmer, hvorledes den evige Ver-densaand med
mestrende Fingre griber i den frygtelige Harpe med
alle dens Lyd, hvorledes de mangfoldigste Former
avles ved hans Spil og udbreder sig over den hele
Natur paa aandige Vinger. Mit lille Menneskehjertes
Begejstring vil da ogsaa gribe ind og kæmper sig
træt og mat i Kampen med den Høje . . . Den udødelige
Melodi hvirvler sig ivejret, jubler og stornier bort
over mig.»
Livet og Poesien gaar her op i Musik.
Det har til alle Tider i enhver Kunstart været en
stor Fristelse for Kunstneren at vise sit Herredømme
over Stoffet derved, at han trodsede sit Stof paa
samme Tid som han brugte det. Der kom et Punkt i
Billedhuggerkunstens Historie, hvor man harmedes over,
at Stenen var saa tung, og vilde tvinge den til at
udtrykke det Svævende og Lette, eller man efterstræbte
det Maleriske som Roccocotidens Manierister. Saaledes
stræber Romantikerne her at drive Sproget over til den
Side, hvorfra det er beslægtet med Musiken, at bruge
Ordene mere af Hensyn til, hvordan de lyder, end med
Hensyn til deres Betydning. Ligesom Prosa-Forfatterne
i vore Dage med mere eller mindre Held bestræber
sig for at male ved Hjælp af Ordet, saaledes vilde
Romantikerne musicere. At de netop faldt paa denne
Ensidighed er let at forklare. Af deres Fejden mod
Hensigten, deres Forguden af Ironien fulgte Ønsket om
ikke at staa ved det udtalte Ord eller være bundne
af det. De bruger det ironisk saaledes, at de kan
tage det i sig igen. De vil ikke have det staaende
legemligt udenfor sig, pegende mod en Hensigt og et
Maal. Ligesom de ved at opfatte Friheden abstrakt som
Vilkaarlighed opnaaede at komme tilbage til et Punkt,
hvor de kunde gøre saaledes og anderledes efter Behag,
saaledes opnaaede de ved at opfatte Sproget blot som
Lyd, at gøre det til det pure Stemningsudtryk uden
Tendens, o: uden Retning mod Liv og mod Handling. De
undgik ikke derved at have en Retning, det und-gaar
Ingen, men da de ikke havde Retningen Opad og Fremad,
sank de ind under Tyngderetningen Nedad og Tilbage. Og
idet de nu den ene Gang efter den anden kun lod
Ordet optræde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
