Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - X. Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
315
Efterat Fr. Schlegel i sit Tidsskrift Europa først
havde gjort opmærksom paa den store Rigdom af
gammeltyske Malerier, begyndte Brødrene Boisserée
at samle det Adsplittede, at rejse opad og nedad
langs Rhinen og især rundt om i Nederlandene for at
efterspore de saa længe ringeagtede Værker. Saaledes
opstod allerede 1808 en Samling af nederlandske
og tyske Mestere, der fik stor Betydning for
Kunsthistorien.
Den genopvakte Glæde ved den ældste, oprindelige
germanske Kunst bevirkede, at man ogsaa i den romanske
Kunst begyndte at foretrække de Primitive. Ære
være de Primitive! Med fuldest Ret er de hele
Europa over holdte i største Ære ligefra Fiesole
og Giotto til Masaccio, Botticelli, Ghirlandajo,
Luca Signorelli, Perugino og Pinturrichio. Men i sin
Afhandling om Raffael i Europa priser Fr. Schlegel den
førraffaeliske Periode paa den følgendes Bekostning
saaledes: «Fra denne nyere Skole, der betegnes ved
Navnene Raffael, Tizian, Correggio, Giulio Romano og
Michelangelo, er Kunstens Fordærvelse oprindeligt
at udlede.» Dette betragtes som saa indlysende, at
Schlegel end ikke finder en Begrundelse nødvendig,
ja to Sider derefter til-staar han endog, at han
slet ikke kender Michelangelo af Selvsyn. Man har her
den romantiske Frækhed i dens Blomst. Dette Uhyre af
en Kunstkritiker, der for desbedre at forgude gamle
hellige Klostermalerier, udleder Kunstens Fordærvelse
fra Raffael, Correggio, Tizian og Michelangelo,
tilstaar uden mindste Blu, at han end ikke selv har
set det aller Ringeste af denne Kunstens største
Aand. Han finder Dommen over ham i sin sædelige
Bevidsthed uden smaalig Erfaring.
Dog vi behøver ikke at gaa saavidt frem. Allerede her
i Sternbald gaar Klosterbroderfromheden med sin hele
andægtige Smægten igen i et Heldøreri uden Mage. Det
var dette, som opirrede Goethe. Det Standpunkt at
ville gøre Fromheden til Grundlag for den sande
Kunstvirksomhed. det Standpunkt, som hele Gruppen
af de nytyske nazarenske Malere snart gav sig til at
indtage, var en uafbrudt Genstand for hans Spot. Han
brugte bestandig det Udtryk om Nazarenerne, at de
stern-baldiserede.
Direkte mod Romantikerne retter han da paa denne Tid
det Skrift, han udgav til Minde om Winckelmann. Det
hedder her:
«Skildringen af det antike Sindelag, der er vendt mod
denne Verden og dens Goder, fører os umiddelbart til
den Betragtning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
