Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XI. Romantisk Genfordobling og Sjælelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romantisk Genfordobling og Sjælelære
331
selv uendelig fordoblet i sit Spejlkabinet, ligner
Kunstværket her en af de udskaarne Elfenbensku gier,
som man ser paa Kunstsamlinger, i hvilken atter en
udskaaret Kugleskal ligger løst, der indeslutter en
ny o. s. v.
I den dramatiske Digtning bliver denne Fremgangsmaade
paa meget morsom Maade efterlignet af J. L. Heiberg
i hans vittige literært-angribende LysispilJulespøg
og Nytaarsløjer. Mindre fri og selvstændig er
den HofFmann’ske Efterligning Prinsesse Blandina,
hvor der er indlagt Optrin, i hvilke Regissøren og
Direktøren bag Scenen drøfter Stykket. Regissøren
siger: «Hr. Maskinmester, vil De give Klokkesignalet
til at det skal blive Nat.» - Direktøren: «Hvad er
det? Skal det nu paa en Gang blive Nat? Det forstyrrer
Illusionen. Det er jo kun et Par Minutter siden,
at Digteren Roderich har spist Frokost i Ørkenen.»
- Regissøren: «Men det staar saadan i Tekstbogen.»
- Direktøren: «Saa er det Bogen, som er forrykt, og
saa er Stykket jo skrevet uden nogetsomhelst Kendskab
til Teatret.»
Udenfor den egenlige Digtning genfinder vi
Spejlkabinettet med dets Refleksionsfordobling,
psykologisk anvendt i vor egen Literatur af
S. Kierkegaard. Som den tyske Romantiker ironisk
svæver over sit Skuespil med dets kinesiske Æskespil
af Scener og Figurer, saaledes fjerner den danske
Sjælegransker sig bestandig mere og mere fra sit Stof
ved at putte én Forfatter ind i den anden. Man høre
ham i Forklaringen til Afslaaende Efterskrift: «Mit
Forhold er end yderligere end en Digters, der digter
Personerne og selv dog i Forordet er Forfatteren. Jeg
er nemlig upersonligt eller personligt i tredje
Person en Soufflør, der digterisk har frembragt
Forfattere, hvis Forord atter er deres Frembringelse,
ja hvis Navne er det. Der er saaledes i de pseudonyme
Bøger ikke et eneste Ord af mig selv; jeg har ingen
Mening om dem uden som Tredjemand, ingen Viden om
deres Betydning uden som Læser, ikke det fjerneste
private Forhold til dem, som dette da er umuligt
at have til en dobbelt-reflekteret Meddelelse. Et
eneste Ord af mig personligt i mit eget Navn vilde
være den anmassende Selvforglemmelse, der forskyldte
med dette ene Ord, dialektisk set, væsenligen at
have tilintetgjort Pseudonymerne. Saalidet som jeg i
Enten-Eller er Forføreren eller Assessoren, saalidet
er jeg Udgiveren Victor Eremita, netop lige saa lidet;
han er en digterisk-virkelig subjektiv Tænker, som
man jo genfinder ham i In vino veritas. Jeg er i
Frygt og Bæven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
