Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XI. Romantisk Genfordobling og Sjælelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344 Tysklands romantiske
Skole
ligne hans Æventyr Sfinxen og andre i den saakaldte
Callot-Hoffmannske Maner. Dog, som allerede sagt,
Romantiken nøjes ingenlunde med saaledes at strække og
at flække Jeget, at fordele det i Tid og i Rum. Den
opløser Jeget i dets Bestanddele, tager Stykker
ud af det, føjer Stykker til det, tumler det med
fri Fantasi. Dette er et af de Steder, paa hvilke
Romantiken er dybest. Her staar vi ved Romantikernes
Sjælelære. Den er sand, men ensidig. Romantiken
dvæler paa dette Punkt altid ved Tingenes Natside,
ved Nødvendigheden, indeholder intet be-friende eller
opløftende Træk.
I gamle Dage betragtede man Jeget, Sjælen,
Personligheden som et Væsen, hvis. Egenskaber
var dets saakaldte Evner og Kræfter. Ordene:
Evne og Kraft betyder jo imidlertid kun, at jeg
har Muligheden til visse Begivenheder, at se,
at læse o. s. v. Mit sande Væsen bestaar ikke af
Mulighederne, men af disse Begivenheder selv, af
mine virkelige Tilstande. Det Virkelige i mig, det er
en Rækkefølge af indre Begivenheder. Mit Jeg dannes
for mig af en lang Række Billeder og Tanker, der for
mig staar som indre. Af dette Jeg taber jeg stadigt
og dagligt Noget. Glemselen sluger uhyre Partier
deraf. Af alle de Ansigter, jeg igaar og iforgaars
saa paa Gaden, af alle disse Sansninger, der var
mine, har jeg idag neppe en eller to tilbade. Gaar
jeg endnu længere tilbage dukker kun en eller anden
særligt kraftig Sansning og Tanke som et fremragende
Punkt, en enkelt Klippespids, op af Glemselens
Syndflod. De Tanker og Billeder, vi har tilbage af
vort foregaaende Liv, sammenholder vi kun ved Hjælp
af disse Ideers Association, d. v. s. ved Hjælp af
den Ejendommelighed, de har, i Kraft af visse Love
at hidkalde hinanden. Hvis vi ikke havde Talrækken,
ikke Aarstallene, ikke Almanakken, hvortil vi kan
knytte vore forskellige Erindringer, vilde vi kun
have en yderst ringe og utydelig Forestilling om vort
Jeg. Men saa solid som denne lange indre Kæde kan
synes - og den styrkes, den vinder i Sammenhængskraft
for hver Gang vi i Erindringen gennemløber den - saa
hænder det dog dels, at vi i Rækken indfører Led,
som i Virkeligheden ikke hører til den, dels at vi
af Rækken udriver Led, som tilhører den, og henfører
disse til en anden Række*).
Det Første: at vi indfører nye, fremmede Led i
Erindringen,
*) Taine: De Vintelligence, Tome II. 169 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
