Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XI. Romantisk Genfordobling og Sjælelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350 Tysklands romantiske
Skole
for et særegent Gode; det bliver, omtrent som Skyggen,
betragtet som noget, man selvfølgelig har. Sit
hele Vemod, sit Livs største Kval har da Chamisso
nedlagt i den dristigt opfundne Fabel. Og mærkværdigt
nok: han har her ikke blot givet et Kraftuddrag
af det, han hidtil havde oplevet, i et digterisk
Sindbilled; men han har anende antydet sin Fremtid,
sin Rejse omkring Jorden, sin naturvidenskabelige
Virksomhed. Efterat Schlemihl er undsluppen fra
Djævelens Fristelser, kommer han ved et Tilfælde
i Besiddelse af Syvmilestøvlerne, der bringer ham
til alle Jordens Lande og sætter ham i Stand til at
drive sit Yndlingsstudium med fuld Kraft. Schlemihl
siger selv: «Klart stod pludselig min Fremtid for min
Sjæl. Ved tidlig Skyld udelukket af det menneskelige
Samfund, blev jeg til Gengæld henvist til Naturen,
som jeg stedse havde elsket; Jorden blev givet mig
til en rig Have, Studiet mig forundt til at rette og
styrke min Livsførelse, og Videnskaben skænket mig
til Formaal.»
Ved Opfindelsens Oprindelighed, ligesom ved Formens
ejendommelige Klarhed, der er et gennemgaaende Træk
i alle Cha-misso’s Frembringelser og synes at være
hans aandelige Arv som Franskmand, gjorde dette
Æventyr en overordenlig Lykke og blev oversat paa
næsten alle Sprog. Ti Aar efter dets Udgivelse blev
de Modelamper, der ikke kastede Skygge, opkaldte:
Lamper å la Schlemihl.
Man forstaar da, at Chamisso’s Laurbær ikke tillod
Hoff-mann at sove. I den fine lille Fortælling
Historien om det mistede Spejlbillede lader Helten
sit Spejlbillede blive i Italien hos den bedaarende
Giulietta, der har fortryllet ham, og vender uden
det hjem til sin Kone. Da hans lille Søn en Dag
pludselig opdager, at Faderen intet Spejlbillede har,
taber Barnet det Spejl, det har i Haanden, og farer
grædende ud af Stuen. Snart derpaa træder Moderen
ind med Forundring og Skræk i alle Miner. «Hvad
har dog Rasmus fortalt mig om dig?» siger hun. «At
jeg intet Spejlbillede har, ikke sandt, min kære?»
svarer Spikher med tvungen Latter og anstrenger sig
for at bevise, at hvorvel det er taabeligt at tro,
man kan miste sit Spejlbillede, betyder det dog
Alt i Alt ikke Stort, da ethvert Spejlbillede er en
Illusion. Selvbetragtning fører til Forfængelighed,
og et saadant Billede spalter oven i Købet Ens eget
Jeg i Sandhed og Drøm.
Her er da Spejlkabinettet saa vidt udviklet, at
Spejlbillederne bevæger sig paa egen Haand og ikke
retter sig efter Originalen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
