Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XII. Det romantiske Gemyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352 Tysklands romantiske
Skole
XII
Den, der paa Rejser besøger et Bjergværk, lader
sig stundom af en Mand med en Lygte hidse ned i en
underjordisk Grube, og ser sig ved Lampens usikre Skær
om i den. Det er til en lignende Fart, jeg opfordrer
min Læser. Den Grube, det gælder om at nedstige i,
er det tyske Gemyt, en Mine, saa dybtliggende, saa
dunkel, saa ejendommelig, saa rig paa ædelt Metal og
paa Slakker, som nogen anden. Vi vil iagttage, hvilket
Særpræg dette Gemyt faar paa Romantikernes Tid, og
hvilken Form og Beskaffenhed, det antager hos den af
Romantikerne, der fremfor alle er Gemyttets Digter -
Novalis. Hvad Tyskeren forstaar ved Gemyt, lader sig
ikke ligefrem gengive paa noget andet Sprog. Gemyttet,
det er Tyskerens Arv og Eje. Det er den indre Arne,
den indre Smeltedigel. I de berømte Ord af Vandrerens
Stormsang:
Indre Varme,
Sjælevarme,
Middelpunkt!
Glød imøde
Gud Apollon!
Ellers vil hans
Fyrsteblik
Koldt og fjernt forbi dig glide -
i disse Ord har Goethe skildret Gemyttet og dets
Betydning for Digterens Liv. Hos den, som har
«Gemyt», tager Alt Retningen indefter; Gemyttet er
Aandslivets midtpunktsøgende Kraft. Inderlighed
bliver Adelsbrevet for den, der sætter Gemyt som
det Højeste i Menneskelivet. Som Romantikerne i Alt
gaar til Yderligheder, saaledes ogsaa i Opfattelsen
af Gemyttet. Alt hvad der i Gemyttet er rugende og
hemmelighedsfuldt, dunkelt og uforklaret, drager de
frem paa det simpelthen Sjælfuldes Bekostning. Goethe
er for dem Digteren fremfor alle, ikke paa Grund af
sin plastiske Kraft, men paa Grund af den Stemning,
det Dæmonisk-Hemmelighedsfuldes, der omsvæver
Skikkelser som Harpespilleren og Mignon, og paa Grund
af den frugtbare Inderlighed i hans Smaadigte. Lessing
og Schiller er derimod Ikke-Digtere og forfølges med
Spot og bidende Kritik, fordi disse lyse Hoveder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
